Ordmærket »Fucking Awesome« kunne ikke varemærkeregistreres på grund af manglende særpræg

Den Europæiske Unions Ret (»Retten«) afsagde den 15. marts 2023 dom i sag T-178/22, mellem FA World Entertainment Inc. (»FA World Entertainment«) og EUIPO.

Tvisten angik en anmodning om varemærkeregistrering af ordmærket »Fucking Awesome«. Varemærkeregisteringen vedrørte varer i Nice kvalifikationsklasse 9 om blandt andet briller og tilbehør, kvalifikationsklasse 18 om tasker, kvalifikationsklasse 25 om tøj og kvalifikationsklasse 28 om skateboards og udstyr hertil.

FA World Entertainment nedlagde påstand om annullation af EUIPO’s afgørelse af 3. februar 2022 i sag R 1131/2021-5, hvor varemærket »Fucking Awesome« blev nægtet registrering, da det ikke fandtes at have et tilstrækkeligt særpræg efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (»varemærkeforordningen«) artikel 7, stk. 1, litra b og f sammenholdt med varemærkeforordningens artikel 7, stk. 2.

FA World Entertainment bestred afgørelsen og gjorde modsat gældende, at ordmærket havde tilstrækkeligt særpræg. FA World Entertainment argumenterede, at begrebet »Fucking Awesome« ikke henviste til varernes egenskab eller kvalitet, men derimod at der var tale om et originalt ordspil, der henviste til varernes kommercielle oprindelse.

Retten fandt, at ordet »fucking« opfattes som en styrkemarkør mens ordet »awesome« opfattes som en beskrivelse af høj kvalitet. Retten fastslog på den baggrund, at ordmærket »Fucking Awesome« udsender et promoverende budskab og en beskrivelse af varernes kvalitet og karakteristika. Samtidig fastslog Retten, at ordmærket ikke var udtryk for den kommercielle oprindelse og det kunne ikke føre til anden konklusion, at ordmærket fremgik på etiketter, da placeringen af ordmærket ikke havde betydning.

Retten fandt herefter, at kombinationen af ordet »fucking«, omend ordet anses for vulgært, og »awesome«, ikke gør ordmærket originalt, da hvert ord har selvstændig betydning og der er dermed ikke tale om et ordspil. Retten henviste i den forbindelse til, at der er tale om et velkendt udtryk i det uformelle sprogbrug, som særligt den specifikke målgruppe forstår. På den baggrund fastslog Retten, at der ikke var tale om en sammensætning af ord, som krævede fortolkning eller igangsatte en kognitiv proces hos målgruppen.

Retten stadfæstede følgelig EUIPO’s afgørelse om at afvise varemærkeregistreringen med henvisning til manglende distinktion efter varemærkeforordningens artikel 7, stk. 1, litra b og f sammenholdt med varemærkeforordningens artikel 7, stk. 2.

Læs hele dommen her: https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?docid=271310&doclang=EN

Undersiden af en cykelsadel var synlig under »normal brug« og kunne derfor designbeskyttes

Domstolen afsagde den 16. februar 2023 dom i en præjudiciel forelæggelse indgivet af den tyske højesteret i sag C-472/21 mellem Monz Handelsgesellschaft International mbH & Co. KG (»Monz«) og Büchel GmbH & Co. Fahrzeugtechnik KG (»Büchel«). Sagen vedrørte muligheden for designbeskyttelse af undersiden af en cykelsadel.

Tvisten i sagen angik, om en designregistrering i henhold til tysk lovgivning, der implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71/EF af 13. oktober 1998 om retlig beskyttelse af mønstre (»designdirektivet«), var gyldig. Büchel, en konkurrent til Monz, der ligeledes sælger cykelprodukter, påstod, at designregistreringen ikke var gyldig, da en del af et sammensat produkt kun kan beskyttes, hvis designet er synligt under normal brug af produktet. Dette følger af præambelbetragtning 12 til designdirektivet. Büchel mente ikke, at undersiden af en cykelsadel er synlig under normal brug, hvorfor designregistreringen ikke burde opretholdes.

Ved »normal brug« skal der i henhold til designdirektivets artikel 3, stk. 4, forstås den endelige brugers anvendelse, med udelukkelse af vedligeholdelse og reparation. Domstolen skulle derfor tage stilling til, om undersiden af cykelsadlen var synlig under den endelige brugers anvendelse af cyklen.

Domstolen kom frem til, at en sadel til en cykel skal betragtes som en komponent af et sammensat produkt efter designdirektivets artikel 3, stk. 3. Sadlen kan udskiftes, ligesom cyklen kan skilles ad og samles igen, og uden sadlen, ville cyklen ikke kunne bruges normalt. Ifølge Domstolen var det ikke et krav, at designet i sin helhed var synligt ved enhver anvendelse af det sammensatte produkt. Yderligere skal synligheden for en udenforstående iagttager tages i betragtning ved vurderingen.

Vedrørende den »normale brug« af sadlen kom Domstolen frem til, at det ikke alene er hovedformålet med komponenten eller det sammensatte produkt, der skal tages i betragtning ved denne vurdering. Under den normale brug falder også de forskellige handlinger, der sker før og efter det primære formål med produktet. For en cykelsadel er det primære formål, at cyklisten kan sidde på denne og for cyklen som sammensat produkt, at man cykler på denne. Dertil udgør transport og opbevaring også normal brug, da disse handlinger udføres i forbindelse med den primære anvendelse.

Synligheden af undersiden af sadlen skulle derfor også vurderes i forbindelse med anden anvendelse end den primære brug, herunder transport og opbevaring. Undersiden af sadlen forekommer synlig i flere af disse situationer, f.eks. hvor cyklen løftes op og placeres på et cykelstativ. Det var således muligt, at designregistreringen af cykelsadlens underside kunne opretholdes, men det var op til den nationale ret at vurdere dette.

Dommen illustrerer, at der skal foretages en vid fortolkning af begrebet »normal brug« i tilknytning til designdirektivet. Dermed kan dele af et sammensat produkt også beskyttes, såfremt komponenterne er synlige i brugssituationer, der ikke kun udgør primær brug af produktet.

Læs hele dommen her: https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?docid=270514&doclang=DA

Nyt Green Claims-direktiv tilføjer yderligere regler om miljømarkedsføring

Den 22. marts 2023 fremsatte EU-Kommissionen et forslag til et nyt direktiv med referencenr. 2023/166 (»Green Claims-direktivet«), der skal supplere reglerne om grøn markedsføring.

I dansk ret gælder et generelt forbud mod virksomheders vildledende handelspraksis over for forbrugerne, jf. lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«) § 5 og § 6. Yderligere gælder efter den danske markedsføringslovs § 13, at erhvervsdrivende skal kunne dokumentere rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold. Reglerne udgør kernen i det nuværende forbud mod vildledende miljømarkedsføring.

Derudover har den danske Forbrugerombudsmand haft stort fokus på området og har udgivet en vejledning vedrørende brug af miljømæssige og etiske påstande samt en kvikguide til virksomheder om miljømarkedsføring.

Forslaget til Green Claims-direktivet indeholder blandt andet en bestemmelse om, at miljøanprisninger skal vurderes på en række minimumskriterier, der skal forhindre, at forbrugere bliver vildledt, jf. artikel 3. Det gælder blandt andet et kriterie om, at miljøanprisningen bygger på videnskabelig dokumentation, og at den påviser betydningen af virkninger, aspekter og ydeevne ud fra et livscyklusperspektiv.

I direktivforslagets artikel 4 foreslås det, at der anvendes ækvivalente oplysninger, når sammenlignelige produkters miljøpåvirkninger, aspekter eller ydeevne skal vurderes.

Kommissionen foreslår derudover regler om miljømærkningsordninger. Mærkninger baseret på egen certificering ønskes forbudte, og der skal være nærmere rammer for ordningerne. Herunder falder krav om gennemsigtighed og yderligere tilgængelighed af oplysninger om de bagvedliggende kriterier for opnåelse af certificeringen. Der foreslås derudover regler om tredjepartsverificering.

Tidshorisonten for eventuel ikrafttrædelse af forslaget er på nuværende tidspunkt ukendt, da forslaget efter den almindelige lovgivningsprocedure nu skal godkendes af Europa-Parlamentet og Rådet.

Læs hele direktivforslaget her: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=COM%3A2023%3A0166%3AFIN

Højesteret tilkender Anne Black millionerstatning i sag om ophavsretlig krænkelse af keramikprodukter

Højesteret afsagde den 22. marts 2023 dom i sag BS-50856/2020-HJR mellem Anne Black ApS (»Anne Black«) og Salling Group A/S (»Salling Group«) samt Ronald A/S (»Ronald«). Sagen handlede om, hvorvidt dagligvarekæden Netto havde krænket Anne Blacks ophavsrettigheder ved at sælge eller markedsføre tre keramikprodukter.

I 2016 lancerede Netto en reklamekampagne, hvor en hængepotte, vase og lågkrukke blev annoncerede som såkaldte spotvarer i Nettos tilbudsavis og på sociale medier. Anne Black mente, at salget og markedsføringen af disse produkter krænkede ophavsretten til hendes produkter, som hun begyndte at sælge allerede i 2013.

Sø- og Handelsretten tog første gang i 2019 stilling til, hvorvidt Anne Blacks hængepotte, vase og lågkrukke var beskyttet efter § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1144 af 23. oktober 2014 (»den danske ophavsretslov«). Sø- og Handelsretten kom frem til, at alle tre produkter var beskyttede, da de var udtryk for Anne Blacks egen kunstneriske frembringelse. Der var således tale om en krænkelse af Anne Blacks ophavsrettigheder. Retten konkluderede tillige, at Salling Group og Ronald havde handlet i strid med § 3 om god markedsføringsskik i lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«).

Østre Landsret kom ligeledes frem til, at alle tre produkter var beskyttede mod produktefterligninger efter den danske markedsføringslov, da de fremstod med det fornødne særpræg og en kommerciel adskillelsesevne. Vedrørende spørgsmålet om den ophavsretlige beskyttelse konkluderede Østre Landsret dog, at det alene var hængepotten, der var beskyttet. Landsretten udtalte, at hængepotten havde et genkendeligt udtryk, der måtte være udtryk for Anne Blacks egen intellektuelle frembringelse, hvorfor den var beskyttet den danske ophavsretslov. Vasen og lågkrukken gjorde derimod brug af kendte designelementer, hvorfor der ikke var tale om Anne Blacks egne intellektuelle frembringelser.

Dette resulterede i, at Østre Landsret nedsatte erstatningssummen fra DKK 1,5 mio. til DKK 300.000.

Anne Black ankede sagen til Højesteret, der ikke alene skulle tage stilling til erstatningsudmålingen, men ligeledes skulle foretage en fornyet materiel bedømmelse af produkternes ophavsretlige beskyttelse, da Procesbevillingsnævnets anketilladelse ikke var begrænset. Højesteret traf kendelse om ankesagens indhold den 2. maj 2022 i kendelsen trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2022.2739 H.

Højesteret tiltrådte Østre Landsrets afgørelse vedrørende den ophavsretlige og markedsføringsretlige vurdering og kom ligeledes frem til, at Salling Group og Ronald ved salg og markedsføring af deres spotvarer krænkede Anne Blacks rettigheder.

Vedrørende erstatningsudmålingen vurderede Højesteret, at der efter karakteren og grovheden af Salling Group og Ronalds krænkelser var grundlag for at lempe kravene til bevisbyrden for tabets omfang.

På den baggrund fandt Højesteret det bevist, at en betydelig del af Anne Blacks omsætningsnedgang skyldtes markedsforstyrrelse foranlediget af krænkelsen. Erstatningen blev herefter forhøjet til DKK 1 mio.

Læs hele dommen her:https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300016/files/50856-50859_Dom_til_hjemmesiden.pdf

Sø- og Handelsretten har frifundet Ankenævnet for Patenter og Varemærker i sag om prøvelse af nævnets afgørelser

Sø- og Handelsretten har den 17. marts 2023 afsagt dom i sag BS-29589/2021-SHR mellem Julius Sämann Ltd (»JSL«) og det danske Ankenævn for Patenter og Varemærker (»Ankenævnet for Patenter og Varemærker«).

Sagen drejede sig om, hvorvidt tre afgørelser truffet af Ankenævnet for Patenter og Varemærker var forkerte og skulle omgøres. Konkret handlede det om, hvorvidt Ankenævnet for Patenter og Varemærker i sine afgørelser korrekt havde fortolket og anvendt reglerne i lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»den danske varemærkelov«) § 15, stk. 1 nr. 2 og § 15, stk. 3, nr. 1 i relation til registreringerne af en række varemærker. Bestemmelserne angiver indsigelsesgrunde, der kan hjemle afvisning eller bortfald af en anden aktørs varemærkeregistrering. JSL’s varemærker bestod alle af et sort eller hvidt grantræ gengivet i naturtro form. De modstående varemærker indeholdt ligeledes et grantræ, som var gengivet på stiliseret vis med takker, og i hvid farve med sort omrids. I sagerne for Ankenævnet for Patenter og Varemærker havde JSL, grundet ligheden med grantræerne, fremsat indsigelser mod registrering af de modstående varemærker med støtte i de ovennævnte bestemmelser. Indsigelserne var alle blevet afvist af Ankenævnet for Patenter og Varemærker, hvorfor registrering af varemærkerne blev tilladt.

For Sø- og Handelsretten gjorde JSL gældende, at der både var forvekslelighed mellem varemærkerne, jf. den danske varemærkelovs § 15, stk. 1, nr. 2, og »sammenhæng« mellem disse, jf. § 15, stk. 3, nr. 1, hvorfor registreringen burde have været nægtet af Ankenævnet for Patenter og Varemærker. Hertil gjorde JSL desuden gældende, at påvisningen af »sammenhæng« burde have medført en vurdering af de yderligere betingelser i den danske varemærkelovs § 15, stk. 3, nr. 1 om utilbørlig udnyttelse af JSL’s varemærkers særpræg eller renommé, som Ankenævnet for Patenter og Varemærker, ifølge JSL, ikke havde taget stilling til. Efter JSL’s opfattelse forelå der således en retlig fejl ved afgørelserne, som berettigede disses omgørelse.

I sin afgørelse bemærkede Sø- og Handelsretten indledningsvist, at dens prøvelse af Ankenævnet for Patenter og Varemærkers afgørelser fuldt ud omfattede sagernes faktuelle grundlag og retsanvendelsen, men at en tilsidesættelse af den skønsmæssige vurdering vedrørende forvekslelighed og »sammenhæng« forudsatte sikkert grundlag.

Sø- og Handelsretten fandt det herefter ikke godtgjort, at Ankenævnet for Patenter og Varemærker skulle have truffet sine afgørelser på forkert retligt grundlag og uden inddragelse af relevante og fornødne faktiske oplysninger. Sø- og Handelsretten fandt, ligesom Ankenævnet for Patenter og Varemærker havde gjort, at der var betydelige stilistiske og udtryksmæssige forskelligheder mellem varemærkerne, og at den omstændighed, at begge varemærker indeholdt et grantræ, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at statuere »sammenhæng« efter den danske varemærkelovs § 15, stk. 3, nr. 1. Der var herefter ikke det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte afgørelserne. Sø- og Handelsretten bemærkede afslutningsvist, at der heller ikke fandtes at være risiko for forveksling, jf. den danske varemærkelovs § 15, stk. 1, nr. 2, hvorfor der ej heller af den grund var grundlag for tilsidesættelse.

Ankenævnet for Patenter og Varemærker blev dermed frifundet, og dets afgørelser om at tillade registrering af de omtvistede varemærker skulle således stå ved magt.

Læs hele dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_BS-29589-2021-SHR.pdf

Ordet »EtOH« for selskab, der sælger whisky, var af deskriptiv karakter og kunne ikke beskyttes

Sø- og Handelsretten afsagde den 9. februar 2023 kendelse i en sag med sagsnr. BS-37697/2022-SHR mellem EtOH Spirits ApS (»EtOH Spirits«) og Nordic Ethanol ApS (»Nordic Ethanol«).

Sagen vedrørte, om Nordic Ethanols brug af ordet »EtOH«, som varemærke og forretningskendetegn ved deres salg af alkoholiske drikke, var i strid med EtOH Spirits’ rettigheder.

Sø- og Handelsretten undersøgte først, om Nordic Ethanol krænkede EtOH Spirits’ registrerede EU-figurvaremærke, der indeholdt bogstaverne »EtOH« og var registreret i vareklasse 33, whisky. Ordelementet fandtes alene at være beskrivende for vareklassen, eftersom den almindelige forbruger vil opfatte figurmærket som en reference til alkohol, når det anvendes i forbindelse med alkoholiske drikke. EUIPO havde tidligere bekræftet dette synspunkt ved brev af 7. september 2021 vedrørende EtOH Spirits’ anmodning om registrering af EU-figurvaremærket.

Der var derfor tale om en snæver beskyttelse. Yderligere markedsførte parterne ikke de samme alkoholiske produkter, henholdsvis whisky og gin, akvavit m.v., og de to figurvaremærker og parternes øvrige markedsføringsmateriale adskilte sig på andre punkter. Henset til dette, var der efter rettens vurdering ikke forvekslingsrisiko, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (»varemærkeforordningen«) artikel 9, stk. 2, litra b.

Sø- og Handelsretten tog dernæst stilling til, om EtOH Spirits havde etableret en varemærkeret til ordet »EtOH«, jf. lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»den danske varemærkelov«) § 3, stk. 1, nr. 3. Retten fandt i den forbindelse, at ordet »EtOH« måtte anses som deskriptivt for varer omfattet af vareklasse 33, alkoholiske drikke. Det manglede derfor særpræg, ligesom der ikke var tilstrækkelig intensiv indarbejdelse i markedet, til at der kunne anses at være etableret en varemærkeret til ordet »EtOH«.

Vedrørende potentiel overtrædelse af lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«) bemærkede retten, at der af tilsvarende grunde om manglende særpræg som ovenfor samt sparsomme oplysninger om EtOH Spirits’ produkters markedsposition, måtte være tale om en ganske snæver beskyttelse. Produkterne fandtes herefter ikke at være beskyttede efter hverken den danske markedsføringslovs § 22 om forretningskendetegn eller § 3 om god markedsføringsskik.

Nordic Ethanol blev herefter frifundet for alle påstande.

Læs hele kendelsen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/BS-37697-2022-SHR_Kendelse.pdf

»Flyhjælp« var ikke af beskrivende karakter, og markedsføring kunne derfor forbydes

Sø- og Handelsretten afsagde den 31. januar 2023 dom i sag BS-5887/2022-SHR mellem Flyhjælp ApS (»Flyhjælp«) og Travelrefund ApS m.fl. (»Travelrefund«). Sagen angik spørgsmålet om krænkelse af Flyhjælps rettigheder til ordmærket »Flyhjælp«.

Flyhjælp og Travelrefund sælger begge tjenesteydelser til privatpersoner med hjælp til at opnå erstatning hos flyselskaber i forbindelse med flyforsinkelser, ombookninger og aflysninger. Flyhjælp er indehaver af varemærket »Flyhjælp«, og Flyhjælp sagsøgte på den baggrund Travelrefund for anvendelse af dette ordmærke i blandt andet deres markedsføring.

Sø- og Handelsretten fandt, at »Flyhjælp« ikke af den relevante omsætningskreds vil blive opfattet som beskrivende for de tjenesteydelser, som varemærket er registreret for, da »Flyhjælp« ikke angiver, at der er tale om hjælp til at opnå erstatning eller kompensation i tilfælde af flyforsinkelser eller aflysninger. Ordmærket »Flyhjælp« har derfor et iboende særpræg, og den relevante omsætningskreds vil ikke opfatte ordet »Flyhjælp« som beskrivende for de tjenesteydelser, som varemærket er registreret for.

Sø- og Handelsretten fandt således, at Travelrefunds markedsføring indebar en krænkelse af Flyhjælps rettigheder efter lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»den danske varemærkelov«) § 4, stk. 2, nr. 1, idet »Flyhjælp« anvendtes for samme type tjenesteydelse, som dem for hvilke varemærket var beskyttet. Derudover indebar brugen af varemærket en overtrædelse af lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«) § 22 om forretningskendetegn.

Som følge heraf blev det forbudt Travelrefund at anvende ordet »Flyhjælp« i Danmark i forbindelse med udbud, markedsføring og salg af juridisk bistand vedrørende flypassagerers rettigheder.

Læs hele dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_BS-5887-2022-SHR.pdf

Erstatning i velkendt Bitz og Würtz-sag endelig opgjort

Sø- og Handelsretten afsagde den 30. januar 2023 dom i sag BS-1370/2016-SHR og BS-28315/2022-SHR mellem K. H. Würtz v/Kasper Heie Würtz (»Würtz«) og F & H A/S, Christian Bitz samt Bitz A/S (»Bitz«).

Sagen drejede sig navnlig om et økonomisk opgør mellem parterne på baggrund af Østre Landsrets dom af 27. maj 2021. Det blev i dommen af 27. maj 2021 endeligt fastslået, at Bitz havde krænket Würtz’ enerettigheder efter lovbekendtgørelse nr. 1144 af 23. oktober 2014 (»den danske ophavsretslov«) § 2 og lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«) § 3 om god markedsføringsskik. Spørgsmålet om udmåling af erstatning og vederlag var henvist til separat behandling i den pågældende sag efter det var statueret, at Bitz ved sit keramikstel krænkede Würtz’ rettigheder for 15 Bitz-produkter.

Würtz nedlagde på baggrund af de konstaterede krænkelser påstande om vederlag, erstatning og godtgørelse på samlet lige under DKK 40 mio.

På den anden side nedlagde Bitz modpåstand om kompensation på DKK 3 mio.

Bitz mente, at Würtz havde overtrådt den danske markedsføringslovs § 20 om vildledende, aggressiv eller utilbørlig handelspraksis, den danske markedsføringslovs § 21 om sammenlignende reklame og/eller lovbekendtgørelse nr. 1360 af 28. september 2022 (»den danske straffelov«) § 267 om ærekrænkelse. Alt sammen som følge af karakteren af dele af mediedækningen af sagen og Würtz’ andel i denne. Würtz havde angiveligt et medansvar for, at der i det danske tv-program, DR Kontant, var blevet fremvist produkter, som ikke havde relation til retssagen. Derudover mente Bitz, at Würtz var kommet med »faktuelt usande« udlægninger af sagen, idet han blandt andet havde udtalt, at »Christian Bitz har taget vores håndværk, sendt det til Kina og kopieret det«.

Sø- og Handelsretten kom frem til, at der efter den danske ophavsretslovs § 83, stk. 1, om erstatning og godtgørelse for ophavsretlig krænkelse, skulle tages udgangspunkt i, hvilket vederlag Würtz ville have haft krav på, hvis Bitz’ udnyttelse af Würtz’ værker var sket efter aftale. Vederlaget blev skønsmæssigt fastsat på baggrund af karakteren og omfanget af udnyttelsen til et rimeligt vederlag på DKK 4 mio. Sø- og Handelsretten fastsatte yderligere erstatning for markedsforstyrrelse til DKK 2,4 mio., så den samlede erstatning udgjorde DKK 6,4 mio.

Vedrørende Bitz’ modpåstand om kompensation på DKK 3 mio., kom Sø- og Handelsretten frem til, at Würtz udtalelser ikke kunne danne grundlag for ærekrænkelse efter den danske straffelovs § 267. Set i lyset af sagen i øvrigt, var det yderligere ikke godtgjort, at Würtz havde overtrådt den danske markedsføringslov. Bitz’ påstand blev herefter ikke taget til følge.

Læs hele dommen her:https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/BS-1370-2016-SHR_og_BS-28315-2022-SHR_Dom.pdf

Læs Østre Landsrets dom af 27. maj 2021 her:https://www.domstol.dk/media/pq1lof35/dom-wuertz.pdf

Sortiment af børneprodukter udgjorde ikke krænkelse af den danske ophavsretslov eller den danske markedsføringslov

Sø- og Handelsretten afsagde den 18. januar 2023 dom i sag BS-24781/2021-SHR mellem Liewood A/S (»Liewood«) og nuuroo A/S (»nuuroo«).

Sagen vedrørte, hvorvidt nuuroo ved at sælge deres sortiment af børneprodukter og tilhørende emballage havde krænket Liewoods rettigheder efter lovbekendtgørelse nr. 1144 af 23. oktober 2014 (»den danske ophavsretslov«) og lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«). Yderligere skulle Sø- og Handelsretten tage stilling til, om Liewood havde handlet i strid med den danske markedsføringslov ved at udsende en meddelelse til deres forhandlere, hvori de blandt andet gjorde opmærksom på, at de mente nuuroos produkter var for tætte på deres egne.

Sø- og Handelsretten kom indledningsvis frem til, at Liewoods produkter ikke nød beskyttelse efter den danske ophavsretslov. Liewood havde ikke godtgjort, at deres arbejde var udtryk for en selvstændig designmæssig nyskabelse, der opfyldte kravet om originalitet i den danske ophavsretslovs § 1 og derfor kunne kvalificeres som værker af brugskunst. Udviklingen af produkterne var sket ved en tilpasning af design på eksisterende kendte elementer og former, som leveres af kinesiske leverandører. Tilsvarende nød Liewoods emballage heller ikke beskyttelse efter den danske ophavsretslov, da brunt pap med sort skrift anses for sædvanlig emballage, der anvendes til at signalere bæredygtighed.

Dernæst tog Sø- og Handelsretten stilling til, om Liewoods produkter nød beskyttelse efter den danske markedsføringslov, jf. § 3 om god markedsføringsskik. Sø- og Handelsretten fandt, at Liewoods produkter og emballage nød beskyttelse mod meget nærgående eller slaviske produktefterligninger, blandt andet henset til en række designmæssige valg og Liewoods kommercielle succes og markedsføring. Produkterne havde ikke sådanne fælles karakteristika, at de nød beskyttelse som en samlet produktserie.

Ved gennemgangen af de enkelte produkter fandt Sø- og Handelsretten, at der ikke for nogen af produkterne var tale om meget nærgående eller slaviske efterligninger. Tilsvarende udgjorde nuuroos emballage heller ikke en meget nærgående efterligning, blandt andet fordi der var forskel på skriften og udsmykningen på emballagen.

Sø- og Handelsretten frifandt derfor nuuroo.

Sø- og Handelsretten vendte dernæst sit fokus mod nuuroos selvstændige påstand om, at Liewood ved sin meddelelse til udvalgte forhandlere havde krænket den danske markedsføringslov. Sø- og Handelsretten mente i den forbindelse ikke, at nuuroo havde løftet bevisbyrden for, at Liewood havde handlet ansvarspådragende eller i strid med den danske markedsføringslov. Det var ikke klart, hvor mange af Liewoods forhandlere der modtog meddelelsen, eller om beskeden var sendt som svar på konkrete henvendelser fra Liewoods forhandlere.

Læs hele dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/BS-24781-2021-SHR_-_Dom.pdf

Domænenavnet borgerlige.dk skulle overføres til Nye Borgerlige

Det danske Klagenævn for Domænenavne (»Klagenævnet for Domænenavne«) traf den 7. marts 2023 afgørelse i en sag med journalnr. 2023-0001 mellem klager Nye Borgerlige og indklagede 1st Class Internet Domain Names. Sagen vedrørte domænenavnet borgerlige.dk.

Nye Borgerlige er et dansk politisk parti, der har siddet i Folketingsgruppen siden 2019. Partiet er kendt for at være et borgerligt parti og er indehaver af internetdomænet nyeborgerlige.dk. I sit klageskrift indvendte partiet, at domænet, borgerlige.dk, er oprettet den 21. december 2022, hvorefter indklagede efterfølgende den 26. december 2022 og igen den 29. december 2022 har kontaktet partiet med tilbud om at købe domænet for henholdsvis 50.000 og 10.000 kr. Den 11. januar 2023 modtog Nye Borgerlige et yderligere tredje tilbud om at købe domænenavnet for 7.500 kr.

Nye Borgerlige mente derfor, at registranten åbenlyst og udelukkende havde anskaffet sig domænet med salg for øje.

Indklagede havde ikke svaret i sagen, hvorfor den blev afgjort på det foreliggende grundlag.

Klagenævnet for Domænenavne fandt, at sagen skulle afgøres efter lov nr. 164 af 26. februar 2014 om internetdomæner (»den danske domænelov«) § 25, stk. 2, der bestemmer, at registranter ikke må registrere og opretholde registreringer af domænenavne alene med videresalg eller udlejning for øje.

Eftersom indklagede uopfordret havde kontaktet Nye Borgerlige tre gange med tilbud om at købe domænenavnet, fandt Klagenævnet for Domænenavne, at der var en meget stærk formodning for, at formålet med indklagedes opretholdelse af registreringen af domænenavnet »borgerlige.dk« alene var at opnå en økonomisk gevinst.

Indklagede afkræftede ikke denne formodning, hvilket Klagenævnet for Domænenavne i henhold til sin forretningsorden kunne tillægge vægt i sin bevisbedømmelse.

Klagenævnet for Domænenavne fandt derfor, at registreringen af domænenavnet »borgerlige.dk« skulle overføres til Nye Borgerlige.

Læs hele afgørelsen: https://www.domaeneklager.dk/sites/default/files/decision-pdf/2023-0001_borgerlige.dk_.pdf

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt diskotek for 51 ulovlige alkoholreklamer

Forbrugerombudsmanden oplyste i en pressemeddelelse den 21. marts 2023, at den har politianmeldt virksomheden SP ApS, der driver diskoteket Club Retro i Helsingør. Politianmeldelsen skyldes, at SP ApS skulle have overtrådt lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«) § 11, stk. 2 om forbud mod alkoholreklamer rettet mod unge under 18 år.

Diskoteket havde i alt 51 gange annonceret målrettet mod unge under 18 år for arrangementer med alkohol på Facebook ved at invitere unge fra 16 år og opefter til arrangementer med alkohol. I beskrivelsen til disse arrangementer, der ifølge hjemmesiden var »16+ arrangementer«, har der bl.a. været henvisninger til »bordpakker« og »happy hour«. Diskoteket havde således et strafansvar, uanset om de ikke faktisk udskænkede alkohol til mindreårige.

Efter skærpede sanktionsniveauer for overtrædelse af markedsføringsloven i 2022, er udgangspunktet en bøde på 10.000 kr. per opslag med omtale af alkohol, som er rettet mod unge under 18 år.

Læs pressemeddelelsen her: https://www.forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2023/forbrugerombudsmanden-politianmelder-diskotek-for-51-ulovlige-alkoholreklamer/

Visa, Mastercard og American Express indvilliger i at ændre betalingsvilkår

Den danske Forbrugerombudsmand oplyste i en pressemeddelelse af 19. januar 2023, at Visa, Mastercard og American Express har forpligtet sig til at ændre deres vilkår for at forebygge svindel med skjulte abonnementer.

Ændringerne er sket som led i et fælles EU-tiltag, som Forbrugerombudsmanden har taget initiativ til. Tiltaget skete på vegne af det europæiske CPC-samarbejde (Consumer Protection Cooperation) og med assistance fra EU-Kommissionen. Forbrugerombudsmanden har i forbindelse med tiltaget indskærpet overfor de tre kortselskaber, at deres vilkår skal sikre, at abonnementsbetalinger er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked (»betalingstjenestedirektivet«) (PSD2) og Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 (»UCP-direktivet«).

Der foreligger et skjult abonnement, når forbrugeren uberettiget får trukket betalinger via de betalingskortsoplysninger, vedkommende har indtastet ved køb af eksempelvis en vare, uden at få oplyst, at forbrugeren også skal betale et abonnement.

Efter betalingstjenestedirektivets artikel 64 er en betalingstransaktion kun autoriseret, såfremt betaleren har samtykket til transaktionen. Der er ifølge Forbrugerombudsmanden ikke givet det fornødne samtykke, hvis betaleren ikke får oplysninger om abonnementsbetalingerne, herunder beløbets størrelse og intervallet for betalingerne.

Kortselskaberne skal stille krav om, at virksomheder for at modtage betalinger med selskabernes betalingskort, understøtter samtykkeforpligtelsen efter betalingstjenestedirektivets artikel 64. Gør kortselskaberne ikke det, er det ifølge de forbrugerbeskyttende myndigheder i strid med UCP-direktivets artikel 5, der stadfæster forbuddet mod urimelig handelspraksis.

De tre kortselskaber ændrer således deres vilkår for at sikre, at forbrugerne får tydelige oplysninger om abonnentsbetalingers størrelse og hyppighed ved indtastning af betalingsoplysninger for dermed at modvirke forekomsten af skjulte abonnementer.

Læs hele pressemeddelelsen her:https://www.forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2023/forbrugerombudsmandens-eu-samarbejde-star-bag-skaerpet-indsats-mod-skjulte-abonnementer/

Forbrugerombudsmanden indskærper reglerne om vildledende markedsføring over for bilfirmaer og tankstationer

Den danske Forbrugerombudsmand indskærpede den 6. januar 2023 reglerne om vildledende markedsføring over for OK Benzin, Suzuki Bilimport og Toyota Danmark.

Indskærpelsen kom på baggrund af, at virksomhederne havde benyttet budskaber i deres markedsføring, der fik deres produkter til at fremstå bedre eller mindre skadelige for miljøet, end de faktisk var.

OK Benzin havde markedsført et dieselprodukt til erhvervskunder med udsagn om »Klimadiesel« og benyttet sig af et billede af en sennepsblomstermark på sine tankbiler. Suzuki Bilimport markedsførte »mild-hybridbiler« med betegnelsen »hybrid«. Endelig markedsførte Toyota Danmark en plugin-hybridbil med et udsagn om, at bilen henvendte sig til forbrugere, der vil have en miljørigtig bil, uden at være begrænset på rækkevidde, selvom bilen højst kunne køre 50 km uden at skulle genoplades.

I alle tilfælde vurderede Forbrugerombudsmanden, at der var tale om vildledende budskaber i strid med lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«) § 5 og § 6, om henholdsvis vildledende handlinger og udeladelser.

Forbrugerombudsmanden henviste herefter til sin kvikguide til virksomheder om miljømarkedsføring fra 2021, som primært bygger på Forbrugerombudsmandens vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande m.v. fra 2014.

Læs hele pressemeddelelsen her:https://www.forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2023/bilfirmaer-og-tankstationer-far-indskaerpet-reglerne-om-vildledning/

Læs kvikguiden fra 2021 her: https://www.forbrugerombudsmanden.dk/media/56731/kvikguide-om-miljoemarkedsfoering.pdf

Læs vejledningen fra 2014 her: https://www.forbrugerombudsmanden.dk/media/46475/2016-miljmssige-og-etiske-udsagn.pdf

DSM-direktivets implementering i dansk ret

Den 10. marts 2023 sendte det danske Kulturministerium et lovforslag i offentlig høring. Lovforslaget har til formål at implementere Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked (»DSM-direktivet«). Forslaget indeholder bestemmelser, som sigter mod at regulere og afklare retsstillingen for både rettighedshavere og brugere af ophavsretligt beskyttet indhold.

Lovforslaget omfatter flere forskellige bestemmelser, herunder blandt andet regler vedrørende forskningsinstitutioners adgang til at udføre tekst- og datamining af ophavsbeskyttet indhold. Tekst- og datamining er teknikker, som anvendes i forbindelse med træning af f.eks. kunstig intelligens samt software, der er designet til at finde mønstre eller sammenhænge i store datamængder. Med lovforslaget præsenteres to undtagelser til reglerne om rettighedshaverens eneret. Den første undtagelse tillader forsknings- og visse undervisningsinstitutioner at udføre tekst- og datamining uden rettighedshaverens samtykke, så længe det sker med henblik på offentlig forskning. Den anden undtagelse tillader anvendelse af tekst- og datamining til kommercielle formål, forudsat at rettighedshaverne ikke har forbeholdt sig brugen med passende midler.

Yderligere inkluderer lovforslaget bestemmelser, der sikrer, at undervisningsinstitutioner kan anvende beskyttede værker og materialer i deres undervisning, uden at opnå samtykke fra rettighedshaverne, hvis passende licenser ikke udstedes.

Endelig inkluderer lovforslaget nye bestemmelser, der sigter mod at regulere den retsstilling, som skabende og udøvende kunstnere har i forhold til producenter og andre aftaleparter. Reglerne er i stort omfang beskyttelsespræceptive til fordel for ophavsmanden og den udøvende kunstner. For det første indeholder lovforslaget et princip om, at kunstnerne skal modtage passende og forholdsmæssigt vederlag for deres arbejde. For det andet pålægger lovforslaget erhververe af rettighederne at give kunstnerne opdaterede og fyldestgørende oplysninger om, hvordan deres værker og frembringelser anvendes. For det tredje indebærer lovforslaget en aftalejusteringsmekanisme, der svarer til § 36 i lovbekendtgørelse nr. 193 af 2. marts 2016 (»den danske aftalelov«), men som specifikt er målrettet det vederlag, som kunstnerne modtager. For det fjerde udvides det danske Ophavsretslicensnævns kompetencer, så denne også omfatter konflikter, der vedrører gennemsigtighedsforpligtelser og aftalejusteringer. Endelig indeholder lovforslaget en ret for kunstnerne til at trække deres rettigheder tilbage fra erhververen, hvis rettighederne ikke udnyttes.

Lovforslaget blev fremsat for Folketinget den 3. maj 2023 og forventes at træde i kraft den 1. juli 2023.

Læs hele lovforslaget her: https://www.ft.dk/samling/20222/lovforslag/L125/som_fremsat.htm