Retten træffer afgørelse om varemærkeretlig beskyttelse af LEGO-figur

Den Europæiske Unions Ret (»Retten«) afsagde den 6. december 2023 afgørelse i sag T-297/221 mellem tyske BB Services GmbH (»BB«) og Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (»EUIPO«) med Lego Juris A/S som inter­venient.

Sagen vedrørte et patent registreret i Nichearrangementet klasse 28. BB Services GmbH nedlagde for Retten påstand om annullation og omgørelse af EUIPO’s afgørelse i sag R 1355/2021-5. EUIPO havde i denne afgørelse afslået en af BB fremsat ugyldighedserklæring over for Lego Juris A/S’ EU-varemærke for et tredimensionelt tegn i form af en legetøjsfigur.

BB gjorde over for Retten gældende, at EUIPO havde tilsidesat forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 (»EF-varemærkeforordningen«), artikel 7, stk. 1, litra e, nr. i), som udelukker registrering af tegn, hvis udformning alene følger af varens egen karakter, samt artikel 7, stk. 1, litra e, nr. ii), som udelukker registrering af tegn, hvis udformning er nødvendigt for at opnå et teknisk resultat. BB gjorde gældende, at registreringen af tegnet dermed var ugyldigt.

Det indledende spørgsmål for Retten var, hvorvidt der alene var tale om en »legetøjsfigur« eller om der ligeledes var tale om en »sammenføjelig byggelegetøjsfigur«. Retten fastlog, at varen havde en dobbeltkarakter ved at have henholdsvis leg og modularitet med intervenientens øvrige produkter, som formål.

Vedrørende EF-varemærkeforordningens artikel 7, stk. 1, litra e, nr. i) vurderede Retten, at både et menneskeligt udseende og de dekorative og fantasifulde elementer samt funktionen med modularitet, kunne anses for væsentlige kendetegn. Retten bemærkede, at det ikke alene var den grafiske gengivelse, som skulle vægtes ved fastlæggelsen af de væsentligste kendetegn, men også den relevante kundekreds’ kendskab og opfattelse. Retten fastlog, at disse kendetegn ikke kunne anses for at være knyttet til varens generiske funktion eller egen karakter, hvilket udelukkede anvendelse af artikel 7, stk. 1, litra e, nr. i).

Vedrørende EF-varemærkeforordningens artikel 7, stk. 1, litra e, nr. ii) vurderede Retten i forhold til varens funktionalitet, at varen havde, dels en ikke-teknisk funktionalitet i form af legetøjsfigurens menneskelige træk ved at have hoved, hals, overkrop, arme og ben, som ikke var nødvendige for at opnå et teknisk resultat, og dels en teknisk funktionalitet ved modulariteten. Figuren indeholdt således et kreativt element, hvilket udelukkede anvendelsen af artikel 7, stk. 1, litra e, nr. ii).

Læs hele dommen her: https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=280404&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=782382

EU-Dom om EU-ordmærket »CROSSWOD Equipment« kontra tidligere ordmærker inden for »CROSSFIT« og »CROSS«

Den Europæiske Unions Ret (»Retten«) afsagde den 29. november 2023 dom i sag T-506/22 mellem CrossFit LLC og EUIPO. CrossFit LLC havde indgivet appel mod Pitk Pelotas’ registrering af EU-varemærket »CROSSWOD Equipment«, idet førstnævnte mente, at mærket »CROSSWOD« kunne forveksles med deres tidligere »CROSSFIT«-mærker.

Retten fandt, at der ikke forelå forvekslingsrisiko mellem mærkerne. Retten lagde i den sammenhæng vægt på, at de tidligere »CROSSFIT«-mærker havde svagt særpræg. I forlængelse heraf udtalte Retten, at selv hvis det kunne godtgøres, at der forelå øget særpræg, ændrede det ikke ved, at der ikke forelå forvekslingsrisiko, idet der alene forelå lav visuel, fonetisk og begrebsmæssig lighed.

Endvidere fandt Retten, at »CROSSFIT«-mærkets omdømme ikke var tilstrækkeligt velkendt i Den Europæiske Union og følgelig forelå ingen utilbørlig udnyttelse af et velkendt varemærke efter reglerne herom i varemærkeforordningens art. 8, stk. 5.

Læs hele dommen her: https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=280228&pageIndex=0&doclang=EN&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=782382

PayPal ændrer vilkår efter henvendelse fra europæiske forbrugermyndigheder

I en pressemeddelelse af 20. december 2023 udtalte Forbrugerombudsmanden, at betalingstjenesten PayPal havde forpligtet sig til at ændre sine vilkår og betingelser efter de europæiske forbrugermyndigheder, herunder Forbrugerombudsmanden, havde vurderet, at flere af PayPals formuleringer var urimeligt svære at forstå for forbrugerne.

PayPals vilkår og betingelser levede derfor ikke op til direktivet om urimelige kontraktvilkår, som Danmark har implementeret i lovbekendtgørelse nr. 193 af 2. marts 2016 (»den danske aftalelov«). PayPals nye vilkår og betingelser træder i kraft den 28. maj 2024.

Læs Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse her: https://www.forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2023/paypal-aendrer-vilkaar-efter-henvendelse-fra-europaeiske-forbrugermyndigheder/

Læs EU-Kommissionens pressemeddelelse her: PayPal commits to amending terms & conditions (europa.eu)

EUIPO fremlægger opgørelse af regnskab for håndhævelse af IP-rettigheder ved EU’s grænser

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (»EUIPO«) fremlagde i den 28. november 2023 en opgørelse af resultater for håndhævelse af IP-rettigheder ved EU’s grænser og i EU’s indre marked i 2022.

Opgørelsen, der har til formål at støtte analyse af IP-rettighedskrænkelser og udvikling af passende modforanstaltninger, er baseret på indberettet data om tilbageholdelser ved EU’s grænser af de 27 EU-medlemslande samt data om tilbageholdelser i det indre marked rapporteret fra alle EU-medlemslande med undtagelse af Østrig, Tyskland og Luxembourg.

Det årlige antal varer tilbageholdt ved EU’s grænser faldt i 2022 med 15% sammenlignet med det forgangne år. Den anslåede værdi af de tilbageholdte produkter er dog steget med 11 %.

Opgørelsen fastslår endvidere, at mængden af varer, der krænkede IP-rettigheder og blev tilbageholdt i EU’s indre marked, steg med næsten 26 % i forhold til det foregående år. Til trods for denne stigning i antallet af tilbageholdte genstande, faldt den anslåede værdi af genstandene med ca. 2%, hvilket forklares ved at være et skift mod billigere produkter.

Til trods for en begrænset stigning i antallet af genstande er den anslåede værdi af tilbageholdte forfalskede genstande steget med 3 % til over 2 mia. EUR i 2022. Tilbageholdelsen i det indre marked udgjorde ca. 60%, hvor resten udgjorde tilbageholdelsen ved EU’s grænser.

Læs pressemeddelelsen her:https://www.euipo.europa.eu/en/publications/eu-enforcement-of-iprs-results-at-the-eu-border-and-in-the-eu-internal-market-2022-november-2023

Forbrugere kan kræve skjulte abonnementsbetalinger refunderet fra netbutikker

Højesteret afsagde den 7. december 2023 afgørelse i sagerne BS-37131/2022-HJR, BS-37142/2022-HJR og BS-37160/2022-HJR mellem den danske Forbruger­ombuds­-mand (»Forbruger­ombudsmanden«) og netbutikkerne buuks.dk, pluus.dk og sayve.dk. Sagerne omhandlede, hvorvidt de tre virksomheder havde tegnet skjulte abonnementsaftaler over for forbrugerne og som følge heraf var forpligtet til at tilbagebetale abonnementsbetalingerne.

I overensstemmelse med Forbrugerombudsmanden fandt Højesteret, at netbutikkerne ikke havde overholdt deres forpligtelser til klart og tydeligt at angive, at forbrugeren ved købet af en vare tillige blev pålagt en forpligtelse til at betale for et abonnement. Netbutikkerne havde automatisk trukket mellem 89 og 119 kroner om måneden på forbrugernes konti for et såkaldt »abonnement«, som gav adgang til at handle varer til »medlemspriser« i netbutikkerne. Højesteret fandt, at abonnementsbetalingerne var opnået ved en fremgangsmåde, der ansås for groft vildledende og klart retsstridig efter lov nr. 1457 af 17. december 2013 (»den danske forbrugeraftalelov«) § 8 og § 12.

På baggrund heraf blev netbutikkerne dømt til at tilbagebetale abonnementsbetalingerne med renter fra opkrævningstidspunkterne.

Læs Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse her: https://www.forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2023/hoejesteret-abonnementsbetalinger-til-buuks-pluus-og-sayve-skal-tilbage-til-forbrugerne/

Læs et resumé af dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/Domsoversigt-(H%C3%B8jesteretten).31478.aspx?recordid31478=2532

Læs hele dommen her:https://domstol.dk/media/0mzklnnx/37131-37142-37160-dom-hjemmesiden.pdf

Blankmedieordningen var i strid med EU-direktiv, men der var ikke grundlag for erstatning

Højesteret traf afgørelse den 16. november 2023 i sag BS-21863/2022-HJR mellem Copydan KulturPlus (»Copydan«) og det danske Kulturministeri. I tidligere instans var sagen afgjort af Østre Landsret den 19. maj 2022 (BS-25897/2019-OLR).

Dommen omhandlede gyldigheden af Blankmedieordningen der i perioden 2014-2021, kompenserede rettighedshavere for privatkopiering. På baggrund af EU-Domstolens tidligere afgørelser (sag C-467/08 af 21. oktober 2010 og sag C-462/09 af 16. juni 2011) udtalte Højesteret, at den danske ordning var i strid med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 (»Infosoc«). Højesteret konkluderede, at de danske myndigheder havde kvalificeret overtrådt EU-retten i den nævnte periode og derfor kunne pådrage sig erstatningsansvar.

Højesteret udtalte derudover, at Copydan kun ville have lidt et erstatningsretligt tab, hvis det kunne påvises, at rettighedshaverne ville have modtaget en højere kompensation ved korrekt implementering af Infosoc. I sidste ende konkluderede Højesteret, at Copydan ikke havde bevist, at de havde lidt et tab i perioden fra 2014 til 2021. Derfor var der ikke grundlag for erstatning. Dette stod i kontrast til Landsrettens tidligere afgørelse, der var nået frem til en anden konklusion.

Læs et resumé af dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/page31478.aspx?recordid31478=2525

Læs hele dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300016/files/BS-21863_Dom_til_hjemmesiden.pdf

Østre Landsret stadfæster midlertidige forbud mod Sony og Huawei

Østre Landsret traf den 20. oktober 2023 afgørelse i sagerne BS-25520/2022-OLR, BS-25521/2022-OLR, BS-26192/2022-OLR og BS-49377/2023-OLR vedrørende beskyttelse af Sonions patentrettigheder til en vibrationssensor, en såkaldt »Voice Pick Up Bone Sensor«, som indgik i høretelefoner markedsført af Sony og Huawei.

Sagen var tidligere behandlet ved Sø- og Handelsretten, som den 21. juni 2022 i sagerne BS-24619/2021-SHR og BS-32103/2021-SHR afsagde midlertidige forbud og påbud mod Sony og Huawei. Kendelserne blev af Sony og Huawei påkæret til Østre Landsret.

Spørgsmålet for Østre Landsret var navnlig, hvorvidt stridsrettighederne var ugyldige som følge af manglende basis. Retten skulle herved tage stilling til: 1) betydningen af, at Opposition Division ved Den Europæiske Patentmyndighed ved en afgørelse af 25. maj 2023 havde antaget, at patentet var ugyldigt i sin oprindelige form grundet manglende basis, men at patentet kunne opretholdes i ændret form, og 2) om Sony og Huaweis produkter krænkede patentet.

Landsretten fandt i henhold til 1) henset til hensynet til effektiv retsbeskyttelse, som forbuds- og påbudsinstituttet i kapitel 40 i lovbekendtgørelse nr. 1655 af 25. december 2022 (»den danske retsplejelov«) har til formål at sikre, at Opposition Divisions afgørelse ikke kunne medføre, at de udstedte midlertidige forbud og påbud ikke kunne opretholdes. Til 2) fandt landsretten, at Sonions patentrettigheder var gyldige, og tiltrådte, at stridsprodukterne måtte anses for teknisk ligeartede med det i patentrettighederne beskrevne.

Landsretten tiltrådte således, at Sonys og Huaweis produkter krænkede Sonions rettigheder efter stridspatentet, og stadfæstede herved de påkærede kendelser om forbud og påbud.

Læs kendelsen her: https://domstol.dk/media/cvep5ipu/bs-25520-22.pdf

Udbyder af online platform inden for juridiske discipliner samt tidligere samarbejdspartner frifundet for at have begået kontraktbrud og at have overtrådt danske lovregler

Sø- og Handelsretten afsagde den 9. januar 2024 dom i de kumulerede sager BS-18002/2023-SHR og BS-41784/2023-SHR mellem Forlaget Andersen A/S (sagsøger) og Koan A/S, Colloquium ApS (nu under konkurs), Torben Lund Lindskrog Rasmussen og Peter Korsaa Andersen (sagsøgte). Sagerne handlede om, hvorvidt sagsøgte begik kontraktbrud i forbindelse med en samarbejdsaftale med sagsøger, samt hvorvidt sagsøgte havde overtrådt lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«) og lov nr. 309 af 25. april 2018 (»den danske lov om forretningshemmeligheder«).

Sagsøger nedlagde påstand om, at Koan A/S skulle forbydes at markedsføre og sælge videnspakker og kurser inden for erhvervsjura, virksomhedsøkonomi og ledelse på abonnementsbasis, der hviler på samme koncept og indhold som udbudt af sagsøger. Sagsøger nedlagde desuden påstand om, at de sagsøgte skulle forbydes at udnytte de oplysninger om kunder hos sagsøger, som de sagsøgte erhvervede i forbindelse med deres samarbejde og ansættelse hos sagsøger. Sagsøger nedlagde endelig påstand om, at de sagsøgte skulle betale erstatning til sagsøger og, at de sagsøgte skulle idømmes en af retten fastsat straf.

Sø- og Handelsretten fandt indledningsvist, at sagsøgers første påstand om forbud skulle afvises, da påstanden var for uklar og bred til, at den kunne danne grundlag for en dom. Sø- og Handelsretten fandt dernæst, at det ikke var bevist, at de sagsøgte var i besiddelse af oplysninger om kunder hos Forlaget Andersen A/S, som de havde erhvervet i forbindelse med deres samarbejde med forlaget. De sagsøgte blev derfor frifundet for den anden påstand. Af samme grund blev de sagsøgte frifundet for de øvrige påstande.

Læs hele dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_(sambehandling)_BS-18002-2023-SHR_og_BS-41784-2023-SHR.pdf?rev1

Et selskabs tidligere direktør og ejer var personlig ansvarlig for at foretage parallelimport i strid med sagsøgernes varemærkerettigheder.

Sø- og Handelsretten afsagde den 3. januar 2024 afgørelse i sag BS-9911/2021-SHR mellem sagsøger Hewlett-Packard Development Company L.P. (»HPE«) og sagsøgte »A«.

Tvisten i sagen angik parallelimport, hvor HPE påstod, at A som eneejer og direktør i Konzept ApS havde medvirket til parallelimport i strid med HPE’s varemærkerettigheder. Ifølge HPE’s havde Konzept ApS uberettiget solgt varer påført HPE’s varemærker inden for det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde »EØS«). HPE havde oprindeligt solgt produkter til distributører uden for EØS, og disse distributører havde kun tilladelse til at sælge produkterne i et nærmere bestemt område uden for EØS.

Sø- og Handelsretten fandt, at A var personligt involveret i og havde en afgørende indflydelse på de omfattede indkøb og salg inden for EØS. Retten lagde til grund, at A efter den 1. marts 2018 vidste, at der skete krænkelser af HPE’s varemærker og på trods af dette fortsatte salg i EØS igennem Konzept ApS.

På denne baggrund pålagde Sø- og Handelsretten A at betale skønsmæssigt vederlag og erstatning på 7.500.000 kr. til HPE. A hæftede solidarisk med Konzept ApS.

Læs hele dommen her:https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_BS-9911-2021-SHR.pdf?rev1

Sø- og Handelsrettens afgørelse i sagen vedrørende Novartis patentstridssag mod Glenmark

Sø- og Handelsretten afsagde kendelse den 21. december 2023 i sag BS-42600/2023-SHR. Novartis AG, Novartis Pharma AG og Novartis Healthcare A/S (»sagsøgerne«) nedlagde påstand om, at Glenmark Pharmaceuticals Nordic AB (»sagsøgte«) havde krænket deres patentrettigheder ved at udbyde, markedsføre og anvende lægemidlet »Fingolimod« i strid med lovbekendtgørelse nr. 1655 af 25. december 2022 (»den danske retsplejelov«) § 413.

Sagsøgerne havde sandsynliggjort deres ret til beskyttelse i henhold til retsplejelovens § 413, nr. 1. På trods af sagsøgtes påstand om, at der ikke var krænkelse, fastslog retten, at stridspatentet beskyttede mod en daglig dosis på0,5 mg fingolimod, uanset formuleringen, da lægemidlet »Fingolimod Glenmark« indeholdt 0,56 mg fingolimod hydrochlorid,

Retten konstaterede, at sagsøgerne sandsynliggjorde krænkelse i henhold til den danske retsplejelovs § 413, nr. 2. De udviste ikke passivitet, og havde rimelig grund til at afvente sagsøgernes frivillige tilbagetrækning af produktet jf. den danske retsplejelovs § 413, nr. 3.

Sagsøgerne fik medhold i deres krav, og sagsøgte blev pålagt forbud mod sælge at »Fingolimod Glenmark« i Danmark. Sagsøgte fik desuden påbud om tilbagekaldelse og blev pålagt at betale sagsomkostninger og at stille sikkerhed.

Læs hele kendelsen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Kendelse_BS-42600-2023-SHR.pdf

Sø- og Handelsretten fandt, at Flatpay havde krænket Nets’ ordmærke »Dankort«

Sø- og Handelsretten afsagde den 18. december 2023 dom i sagen BS-27718/2023-SHR mellem NETS Denmark A/S (»NETS«) over for FLATPAY ApS (»FLATPAY«)

Sagen omhandlede, hvorvidt FLATPAY’s anvendelse af ordmærket »DANKORT« krænkede NETS’ varemærkeretlige eneret efter lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»den danske varemærkelov«) § 4, stk. 1. Ordmærket DANKORT havde været registreret for NETS i 50 år og FLATPAY havde ikke en aftale med NETS om at benytte ordmærket.

FLATPAY påstod, at ordmærket var degenereret som følge af, at det var blevet til en almindelig betegnelse inden for branchen, efter den danske varemærkelov § 26, stk. 1 nr. 1. Sø- og Handelsretten fandt det dog ikke godtgjort, at DANKORT var blevet en almindelig betegnelse i branchen, hvorfor ordmærket ikke var degenereret.

FLATPAY påstod tillige, at NETS havde forholdt sig passivt, hvilket Sø- og Handelsretten afviste, da NETS gentagne gange havde henvendt sig til FLATPAY.

Sø- og Handelsretten lagde herefter til grund, at FLATPAY ved at anvende betegnelserne »Visa/Dankort« og »Dankort« på deres hjemmeside og i Google søgninger, ikke alene havde anvendt betegnelserne deskriptivt, hvorfor FLATPAY havde krænket NETS’ varemærkeretlige eneret, efter den danske varemærkelov § 4, stk. 1.

FLATPAY blev pålagt forbud og påbud mod anvendelse af ordmærket »DANKORT, blev yderligere pålagt at betale sagsomkostninger.

Læs hele kendelsen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/BS-27718-2023-SHR_Kendelse.pdf

Sø- og Handelsretten fastslår krænkede Coops varemærkerettigheder til Irmapigen

Sø- og Handelsretten afsagde den 5. december 2023 kendelse i sag BS-30388/2023-SHR mellem Coop Danmark A/S (»Coop«) over for kunstgalleriet Artpusher Gallery ApS (»Artpusher«) og Love Party, kunster og direktør af Artpusher. Sagen angik, hvorvidt Artpusher havde krænket Coops rettigheder efter den lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»den danske vare­mærkelov«) § 4, stk. 2, nr. 3, ved at anvende både Irmapigen som figurmærke, og ordmærkerne »IRMA« og »COOP« i Love Partys kunstværker samt i reproduktioner solgt af Artpusher som både plakater, krus, tøj, klistermærker m.v., både før og efter, at Irma-butikkerne blev omdannet til Coop.

Coop nedlagde på den baggrund påstand om midlertidigt forbud og påbud over for Artpushers anvendelse af varemærkerne. Artpusher gjorde gældende, at brugen af Irmapigen var inden for rammerne af hans kunstneriske frihed, og at reproduktionen var uden kommercielle formål.

Sø- og Handelsretten fandt det imidlertid ubetænkeligt, at Artpushers motiver på dennes kunstværker, såvel som på merchandise, lignede de beskyttede varemærker. Retten lagde vægt på, at Artpushers reproduktioner alle indeholdt elementer af Irmas beskyttede figur- og ordmærker, at motiverne på varerne var centrale elementer, og at varerne blev markedsført med en reference til Irma. Sø- og Handelsretten bemærkede hertil, at der var tale om en udnyttelse i så massivt et omfang, at hensynet til ytringsfriheden og den samfundsmæssige relevant, ikke kunne føre til andet resultat.

På den baggrund gav Sø- og Handelsretten Coop medhold i deres påstand om nedlæggelse af midlertidigt forbud og påbud mod anvendelse af varemærkerne i kunstværker såvel som reproduktioner. Sø- og Handelsretten fandt dog, at forbud og påbud ikke kunne opretholdes over for »omtale«, som var indeholdt i Coops påstande. Sø- og Handelsretten frifandt Artpusher for så vidt angik beslaglæggelse af værkerne.

Læs hele kendelsen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Kendelse_BS-30388-2023-SHR.pdf?rev1

Forretningskendetegn var ikke beskyttet som følge af virksomhedsoverdragelse, da kendetegnene ikke var benyttet forud for overdragelsen

Sø- og Handelsretten afsagde den 20. november 2023 kendelse i sag BS-40346/2023-SHR mellem Houkjær Begravelse ApS (»Houkjær«) og Søhøjlandets Begravelser & Blomstergalleri ApS (»Søhøjlandet«). Sagen angik varemærkerettigheder, og hvorvidt der skulle meddeles midlertidigt forbud mod, at Søhøjlandet anvendte kendetegnene »Gitte Pallisby« og »Pallisby« i forbindelse med bedemandsforretning.

Gitte Pallisby ejede en begravelsesforretning, som hun overdrog aktiviteterne og tilhørende immaterielle rettigheder til Houkjær i 2019. Gitte Pallisby tog efterfølgende ansættelse i Søhøjlandet.

Sagens hovedspørgsmål var, hvorvidt den af Gitte Pallisby overdragne virksomhed anvendte kendetegnene »Gitte Pallisby« og »Pallisby« før overdragelsen til Houkjær, således at Houkjær erhvervede retten til brug af kendetegnene ved erhvervelsen.

Sø- og Handelsretten fandt det ikke sandsynliggjort, at de omtalte kendetegn var blevet anvendt forud for overdragelsen af forretningen, hvormed disse kendetegn ikke var beskyttet. Retten fandt endvidere ikke grundlag for at udstede et forbud imod Søhøjlandets anvendelse af kendetegnene. Retten utalte dog, at Søhøjlandets markedsføring var i strid med god markedsføringsskik, idet udsagn på deres hjemmeside om Gitte Pallisby’s ejertid fremstod vildledende.

Læs afgørelsen her Kendelse_BS-40346-2023-SHR.pdf (tangora.com)

Sø- og Handelsrettens afsiger dom i sag om immaterialretlig beskyttelse af modetøj

Sø- og Handelsretten traf den 31. oktober 2023 afgørelse i sag BS-49115/2018-SHR, som var anlagt af den tyske streetwearproducent Naketano GmbH (herefter Naketano) mod den danske virksomhed IKS ApS (herefter IKS), der sælger og producerer modetøj. Tvisten omhandlede dels spørgsmålet om, hvorvidt 9 specificerede trøjemodeller fra Naketano nød ophavsretlig, designretlig og/eller markedsføringsretlig beskyttelse, dels om IKS krænkede disse rettigheder.

Retten fandt, at trøjemodellerne ikke udgjorde originale nyskabelser i henhold til § 1 i lovbekendtgørelse nr. 1093 af 20. august 2023 (»den danske ophavsretslov«). Dette gjaldt, selvom trøjemodellerne indeholdt visse designelementer, der adskilte dem fra andre trøjemodeller på markedet.

Yderligere tog retten stilling til, om modellerne nød beskyttelse efter artikel 11 i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 (»designforordningen«) om ikke-registrerede EF-designs. Én af Naketanos modeller blev af retten betragtet som et generisk produkt, der ikke nød beskyttelse efter designforordningen. De øvrige trøjemodeller blev karakteriseret ved forskellige designelementer og disse nød derfor beskyttelse i henhold til § 11 i designforordningen

Retten fandt, at 8 af Naketanos trøjemodeller havde tilstrækkeligt særpræg til at nyde beskyttelse mod meget nærgående efterligninger i henhold til § 3 i lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«) om god markedsføringsskik.

Endeligt fandt retten, at 7 trøjemodeller krænkede Naketanos rettigheder efter den danske markedsføringslovs § 3, fordi IKS havde anvendt samme designelementer som Naketano. Samtidig krænkede 2 af IKS’ designs Naketanos rettigheder efter designforodrningen, idet disse var blevet markedsført og solgt inden for den periode, hvor Naketano nød beskyttelse efter forordningen. Af den grund skulle IKS betale vederlag og erstatning til Naketano for lidt tab. Vederlaget og erstatningen blev af retten opgjort skønsmæssigt til 2 mio. kr.

Læs Sø- og Handelsrettens afgørelse her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_-_BS-49115-2018-SHR.pdf

Sø- og Handelsretten ophæver varemærket »PANSERGlAS«

Sø- og Handelsretten afsagde den 24. oktober 2023 dom i sag BS-17838/2020-SHR mellem PANZERGLASS A/S (»Panzerglass«) mod WePack ApS (»Wepack«). Sagen angik primært, om Wepack havde krænket Panzerglass’ varemærkerettigheder samt gyldigheden af Panzerglass’ varemærke »PANSERGLAS«.

Vedrørende gyldigheden af varemærket »PANSERGLAS« lagde retten afgørende vægt på et »væsentligt bevis« i form af en udtalelse fra dansk sprognævn om, at »panser og pansre/pansret er udbredte i sproget, og at deres brug ikke er begrænset til mobiltelefoner, laptops, tablets og skærmbeskyttelse. Panserglas bruges ofte om skærmbeskyttelse, men anvendes omtrent lige så hyppigt om skudsikkert glas«.

Dertil kom, at den danske Patent- og varemærkestyrelse af 2 omgange havde afvist varemærkeregistrering under henvisning til, at panserglas er beskrivende for skærmbeskyttelsesprodukter. Den beskrivende brug havde været til stede på ansøgningstidspunktet, og retten erklærede derfor varemærket PANSERGlAS ugyldigt grundet manglende oprindeligt særpræg jf. lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»den danske varemærkelov«) § 28, stk. 1, jf. § 13, stk. 1, nr. 2 og 3.

Ved krænkelsesvurderingen tog retten stilling til, om Wepacks brug af betegnelserne »panserglas« og »panser cover« udgjorde en krænkelse af varemærkerne PANZER­GLASS og PANZER. Retten fandt, at brugen af det beskrivende ord panser ikke kunne forbydes, da der ikke er hjemmel for en rettigheds­haver til at forbyde brug af angivelser uden særpræg jf. den danske varemærkelov §10, stk. 1, nr. 2

Wepack blev derfor frifundet.

Læs hele afgørelsen her: https://domstol.fe1.tangora.com/Domsoversigt.16692/BS-17838-2020-SHR.2466.aspx

Sø- og Handelsretten træffer afgørelse om krænkelse af patent ved udbud af hjerteklapprotese mod en sikkerhedsstillelse på 2.000.000 kr.

Sø- og Handelsretten afsagde den 23. oktober 2023 kendelse i sag BS-48141/2022-SHR mellem Edwards Lifesciences Corporation (»ELC«) og Edwards Lifescience A/S (»EL«) over for Mermaid Medical A/S (»MM«).

Sagen angik, hvorvidt MM krænkede ELC og EL’s rettigheder ved at udbyde Mycal Octacor. ELC og EL nedlagde på den baggrund påstand om midlertidigt forbud og påbud uden sikkerhedsstillelse.

Det centrale spørgsmål i sagen var, hvorvidt MM krænkede patentet ved, at visse af patentets beskyttede krav var realiseret i Myval Octacor. Sø- og Handelsretten fastslog, at stridsproduktet krænkede patentet på to elementer. Første element vedrørte det materiale, som stridsproduktets ramme var fremstillet af og andet element vedrørte selve rammestrukturen.

Retten bemærkede til første krænkelse, at ud fra en ordlydsfortolkning af de patenterede træk, så måtte den omstændighed, at kravet indeholdt nogle træk, som indgik i stridsproduktet sammen med andre træk, udgøre en krænkelse af patentet, selvom stridsproduktets ramme ikke udelukkende bestod af dette materiale.

Retten anlagde samme vinkel i forhold til den patenterede rammestruktur, som tillige fandtes i stridsproduktet. Her fastlog retten, at på trods af, at der i rammestrukturen af stridsproduktet var et yderligere træk i form af en anderledes celle, sammenlignet med den beskyttede rammestruktur, så besad stridsproduktet uagtet det beskyttede træk. Retten fastlog, at dette førte til, at stridsproduktet krænkede patentet. Retten lagde vægt på, at denne anderledes celle, dels ikke udgjorde en selvstændig celle og, dels ikke havde et selvstændigt teknisk formål.

På den baggrund gav retten ELC og EL medhold i deres påstand om nedlæggelse af midlertidigt påbud og forbud, men med en sikkerhedsstillelse på 2.000.000 kr., jf. lovbekendtgørelse nr. 1655 af 25. december 2022 (»den danske retsplejelov«) § 415.

Kendelsen blev kæret til Østre Landsret den 2. november 2023.

Læs hele kendelsen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/BS-48141-2022-SHR_Kendelse.pdf

Zebra design får tildelt ophavsretlig beskyttelse i Sø- og Handelsretten

Sø-og Handelsretten afsagde en 16. oktober 2023 dom i sag BS-540445/2022-SHR mellem ZEBRA A/S (»Zebra«) over for UPSTRÖM ApS (»Upström«). Sagen angik, om Upström havde krænket Zebras rettigheder efter lovbekendtgørelse nr. 1093 af 20. august 2023 (»den danske ophavsretslov«) og lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«) ved fremstilling, salg og markedsføring af kabelskjuleren »Cirkulär«.

Sø- og handelsretten slog først og fremmest fast, at Zebras egen kabelskjuler havde originalitet og var en intellektuel frembringelse, som udsprang af designerens personlige, skabende og frie kreative indsats. Den var derfor beskyttet efter den danske ophavsretslov § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1.

Retten fandt herefter, at Upströms »Cirkulär« var identisk med Zebras kabeskjuler på nær helt underordnede elementer vedrørende logo og indløbsmærker. Der forelå dermed en identitetsfornemmelse og forvekslingsrisiko, som krænkede Zebras ophavsrettigheder.

Zebras kabeskjuler nød ligeledes beskyttelse efter danske markedsføringslovs regler om forbud mod nærgående produktefterligninger. Bortset fra de underordnede elementer, som nævnt ovenfor, var denne en »slavisk efterligning af Zebras kabelskjuler«. Upström havde derfor handlet i strid med den danske markedsføringslov § 3, stk. 1 om god markedsføringsskik.

Sø- og handelsretten tog derfor Zebras påstande om forbud mod fremstilling, markedsføring, salg mv., af »Cirkulär«, tilbagekaldelse af denne samt rimeligt vederlag og erstatning til følge. Det samlede rimelige vederlag og erstatning blev fastsat til 50.000 kr., og Upström blev ligeledes pålagt at offentliggøre domkonklusionen på deres hjemmeside i en periode på 30 dage fra endelig dom.

Læs Sø- og Handelsrettens dom her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_-_BS-54045-2022-SHR.pdf

Markedsføringsloven og varemærkeloven anvendt i sag mellem danske selskaber selvom tvisten navnlig vedrørte leverance til Taiwan

Sø- og Handelsretten afsagde den 10. oktober 2023 dom i sag BS-14139/2022-SHR mellem sagsøger BBI Engineering A/S (»SE«) og sagsøgte Weiss ApS (»SG«).

Tvisten i sagen angik, hvorvidt SG havde krænket SE’s rettigheder til brug af navnet, teknologien og varemærket »Envikraft«/»Envicraft«, og i den forbindelse om lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markeds­føringslov«) og lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»den danske varemærkelov«) fandt anvendelse, uanset at tvisten navnlig vedrørte en erklæring afgivet i forbindelse med en levering til Taiwan.

Sø- og Handelsretten fastslog indledningsvist, at rettighederne til de omtvistede varemærker blev overdraget til SE ved en overdragelsesaftale af 15. februar 2018 mellem SE og SG.

Herefter konkluderede retten, at SG havde overtrådt den danske markedsføringslovs § 3, § 20 og§ 22 om god markedsføringsskik, vildledning og uretmæssig benyttelse af forretningskendetegn ved at afgive tilbud og erklæringer vedrørende et produkt i strid med denne overdragelsesaftale. Selvom leverancen af produktet var sket til en virksomhed i Taiwan, fandt retten, at kravene havde en sådan tilknytning til det danske marked, at den danske markedsføringslov fandt anvendelse.

Dernæst konstaterede Sø- og Handelsretten, at SG havde eksporterede produktet til Taiwan under anvendelse af mærket »Envicraft«, hvilket måtte anses at være i strid med SE’s varemærkerettigheder i henhold til den danske varemærkelovs § 4, stk. 3, nr. 3, som blandt andet omfatter eksport under en andens varemærke.

På denne baggrund gav Sø- og Handelsretten SE medhold i deres påstande og tilkendte SE 450.000 kr. I erstatning og vederlag for tabt avance og markedsforstyrrelse.

Læs hele dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/Dom_BS-14139-2022-SHR.pdf

Indskærpelse af vildledningsforbuddet for markedsføring af emballage lavet af OWP (plastik indsamlet fra havet)

Den danske Forbrugerombudsmand (»Forbrugerombudsmanden«) indskærpede den 13. december 2023 vildledningsforbuddet over for en virksomhed, der markedsførte deres emballage som om, at denne var lavet af havplast (OWP - Ocean Waste Plastic).

I januar 2021 blev Forbrugerombudsmanden opmærksom på, at en virksomhed markedsførte deres emballage som lavet af havplast. Dette blev af Forbrugerombudsmanden anset for vildledende og i strid med lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«) § 20, stk. 1, da virksomheden ikke kunne dokumentere, at emballagen faktisk var fremstillet af havplast. Virksomheden ændrede derefter sin markedsføring og fjernede henvisningen til havplast. Hermed indskærpede Forbrugerombudsmanden vildledningsforbuddet i den danske markedsføringslov §§ 20, stk. 1 og 5, stk. 1, sammenlignet med§ 8, stk. 1.

I efteråret 2023 genindførte virksomheden imidlertid beskrivelser om, at emballagen var lavet af havplast. Denne gang kunne virksomheden dog dokumentere, at emballagen indeholdt den angivne mængde havplast. Forbrugerombudsmanden gjorde opmærksom på, at sagen kunne blive genoptaget, hvis der fremkom nye oplysninger, der antydede noget andet.

Læs Forbrugerombudsmandens afgørelse her: https://www.forbrugerombudsmanden.dk/find-sager/sager/markedsfoeringsloven/indskaerpelse-af-vildledningsforbuddet-for-markedsfoering-af-emballage-lavet-af-owp-plastik-indsamlet-fra-havet/

Løbende aftaler skal kunne opsiges på samme medie eller tekniske platform, som aftalerne er indgået på

Den danske Forbrugerombudsmand (»Forbrugerombudsmanden«) oplyste i en pressemeddelelse den 5. oktober 2023, at Forbrugerombudsmanden har orienteret en fitnesskæde om § 28 a i lov nr. 1457 af 17. december 2013 (»den danske forbrugeraftalelov«) om opsigelse af aftaler om løbende levering af tjenesteydelser. Det skyldtes, at fitnesskæden ikke sikrede, at forbrugere kunne opsige aftaler om fitnessmedlemskab på samme medie eller tekniske platform, som aftalerne var indgået.

Fitnesskæden skrev i deres vilkår, at tilmelding af et fitnessmedlemskab kunne ske via deres hjemmeside eller ved telefonisk henvendelse. Opsigelse skulle derimod ske ved personligt fremmøde i et af virksomhedens centre eller ved fysisk brev. Efter Forbrugerombudsmandens henvendelse ændrede fitnesskæden deres vilkår, så det var muligt både at indgå og opsige aftaler om et fitnessmedlemsskab via virksomhedens hjemmeside. Forbrugerombudsmanden afsluttede derfor behandling af sagen.

Læs Forbrugerombudsmandens afgørelse her: Det skal være muligt at opsige en løbende aftale på samme medie eller tekniske platform, som aftalen er indgået på (forbrugerombudsmanden.dk)

Klagenævnet for Domænenavne træffer afgørelse i sag vedrørende domænenavne mellem ELGIGANTEN A/S og Mikkel Jespersen

Klagenævnet for Domænenavne træf den 15. november 2023 afgørelse i sagerne med journalnumrene 2023-0196 (»elgigannten«) og 2023-0198 (»elgigantén«). Sagerne vedrørte tvister om domænenavne mellem ELGIGANTEN A/S (klager) og Mikkel Jespersen (indklagede).

I elgigannten havde klageren, en del af Elkjøp-koncernen, påstået, at indklagede krænkede deres varemærkerettigheder til ELGIGANTEN ved at registrere og anvende domænenavnet »elgigannten.dk.« Klagenævnet konkluderede den 15. november 2023, efter vurdering af klagerens rettigheder og indklagedes handlinger, at »elgigannten.dk« skulle overføres til klageren.

I elgigantén krævede klageren overførsel af domænenavnet »el­gigantén.dk« fra indklagede. Indklagede undlod at samarbejde om overførslen, og klagenævnet afgjorde ligeledes, at »elgigantén.dk« skulle overføres til klageren.

I begge sager besluttede Klagenævnet at klagegebyrerne skulle tilbagebetales til klageren.

Læs afgørelserne her:https://www.domaeneklager.dk/sites/default/files/decision-pdf/2023-0198_elgiganten.dk_.pdf

Læs afgørelserne her: https://www.domaeneklager.dk/sites/default/files/decision-pdf/2023-0196_elgigannten.dk_.pdf