Indstævntes varemærkeregistrering skulle ophæves, da det ikke var godtgjort, at varemærket »Kokkedal Slot« var indarbejdet ved brug

Den 8. januar 2025 afsagde Østre Landsret dom i en appelsag vedrørende gyldigheden af varemærket »Kokkedal Slot«. Sagen angik, om Kokkedal Slot ApS og Slotshotellet ApS (»appellanterne«) ved brug af betegnelsen »Kokkedal Slot Copenhagen« krænkede Kokkedal Slot v/A ’s (»indstævntes«) ret til det registrerede varemærke »Kokkedal Slot«. Sagen blev afsagt under sagsnummer BS-10389/2024-OLR.

Indstævnte havde den 2. december 2008 varemærkeregistreret »Kokkedal Slot« i registreringsklasse 41, der vedrører uddannelsesvirksomhed, undervisningsvirksomhed, underholdningsvirksomhed, sportsarrangementer og kulturelle arrangementer, og 43, der vedrører tilvejebringelse af mad og drikke, samt midlertidig indkvartering.

Appellanterne påstod, at der ikke forelå en krænkelse af det registrerede varemærke »Kokkedal Slot« og påstod i den forbindelse ophævelse af varemærkeregistreringen af varemærket »Kokkedal Slot« foretaget af indstævnte.

For at kunne tage stilling til om appellanterne havde krænket indstævntes ret til varemærket »Kokkedal Slot«, måtte retten først vurdere om varemærket »Kokkedal Slot« havde opnået særpræg som følge af brug, jf. den danske varemærkelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»varemærkeloven«) § 13, stk. 2.

Retten lagde ved denne vurdering vægt på EU-Domstolens praksis, som viser, at særpræg skal anses for indarbejdet, såfremt de relevante omsætningskredse, eller i det mindste en betydelig andel af disse, som følge af det pågældende varemærke identificerer varen, som hidrørende fra en bestemt virksomhed.

Østre Landsret fandt, at indstævntes varemærkeregistrering i både klasse 41 og 43 skulle ophæves, da det ikke var godtgjort, at varemærket »Kokkedal Slot« var indarbejdet ved brug i disse klasser på tidspunktet for varemærkeansøgningen.

Ved vurderingen lagde retten vægt på, at der ikke i indstævntes fremlagte materiale blev anvendt en konsekvent brug af betegnelsen »Kokkedal Slot«, som kendetegn for indstævntes hotel- og restaurantvirksomhed, samt at en betydelig del af materialet stammede fra lokale og regionale medier, og betegnelsen »Kokkedal Slot« kun i begrænset omfang blev brugt til at betegne A’s hotel- og restaurationsvirksomhed. Østre Landsret frifandt på den baggrund appellanterne i det hele.

Læs dommen fra Østre Landsret her: https://pro.karnovgroup.dk/b/documents/7000974645

Standard essentielt patent medførte ikke i sig selv, at anmodning om bevissikring ikke kunne tages til følge

Østre Landsret afsagde den 9. januar 2025 kendelse i en sag B-672-24 vedrørende CommScope Inc of North Carolina’s (»CommScope«) anmodning om bevissikring efter den danske lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1160 af 5. november 2024 (»retsplejeloven«) § 653.

CommScope gjorde gældende at en dansk virksomhed (»A«) havde krænket CommScopes patent EP 0 901 201. A påstod heroverfor, at CommScopes patent EP 0 901 201 var et standard essentielt patent. A gjorde i den forbindelse gældende at bevissikring ville være i strid med proportionalitetskravet i retsplejelovens § 653, stk. 4, da patentet var et standard essentielt patent, samt at det var nødvendigt for A at benytte opfindelsen for at opfylde Cat6- og Cat6A-standarden.

Spørgsmålet for retten angik navnlig, om der kunne anmodes om bevissikring, selv hvis patentet var et standard essentielt patent.

Retten henviste til EU-Domstolens sag C-170/13 (Huawei Technologies Co. Ltd v ZTE Corp. and ZTE Deutschland GmbH), som udtalte at hvis et patent, som er omdrejningspunkt for en bevissikringssag, er et standard essentielt patent, så vil det ikke i sig selv medføre, at bevissikringsanmodningen ikke kan tages til følge.

Retten udtalte på den baggrund at det af A anførte om, at patent EP 0 901 201 var et standard essentielt patent, ikke kunne føre til, at anmodningen om bevissikring ikke skulle tages til følge.

Retten udtalte yderligere at det var sandsynliggjort at A havde krænket CommScopes patent, og at der var grund til at antage at bevis for krænkelsen kunne findes i A’s lokaler. Betingelsen for bevissikring i retsplejelovens § 653, stk. 1 var derfor opfyldt. Retten tog derfor CommScopes anmodningen om bevissikring til følge og stadfæstede fogedrettens kendelse.

Læs kendelsen fra Østre Landsret her: https://pro.karnovgroup.dk/b/documents/7000974625

Uautoriseret afspilning og eksemplarfremstilling af musikværker resulterede i fængselsstraf og konfiskation af royalties

Vestre Landsret afsagde den 5. februar 2025 dom i ankesag nr. S-0685-24 mellem T og T ApS over for den danske anklagemyndighed (»Anklagemyndigheden«).

Sagen omhandlede databedrageri og krænkelse af ophavsrettigheder, hvor de tiltalte, T og T ApS, blev fundet skyldige i at manipulere afspilningsdata for at opnå uberettigede royalties.

Sagen blev tidligere behandlet ved retten i Aarhus den 21. marts 2024 under sagsnummeret SS 2-971/2021. Retten i Aarhus fandt, at T og T ApS havde begået databedrageri af særlig grov beskaffenhed ved at generere automatiske afspilninger af musikværker på forskellige streamingtjenester. Dette resulterede i uretmæssig udbetaling af royalties. Retten lagde til grund, at T havde registreret sig som rettighedshaver til et betydeligt antal musikværker hos Koda, og at afspilningerne var autogenererede med det formål at opnå økonomisk vinding. T blev desuden fundet skyldig i krænkelse af ophavsretten til 37 musikværker ved at have ændret og registreret disse værker under eget navn, i strid med den danske lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 20. august 2023 (»ophavsretsloven«) § 2, der giver rettighedshaveren eneret til ændring og distribution af værker.

Retten i Aarhus idømte T fængsel i 1 år og 6 måneder, hvoraf 3 måneder skulle afsones, mens resten blev gjort betinget. T ApS blev idømt en bøde på 200.000 kr., og der blev konfiskeret 1.000.000 kr. fra både T og T ApS som følge af de uberettigede indtægter.

Vestre Landsret ændrede byrettens dom ved at forhøje straffen for T til fængsel i 2 år, hvoraf 3 måneder skulle afsones, mens resten blev gjort betinget. Straffen for T ApS blev forhøjet til en bøde på 300.000 kr. Landsretten fandt, at de autogenererede afspilninger havde resulteret i udbetaling af ikke under 3.500.000 kr. i royalties, hvoraf en betydelig del var uberettiget. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse om konfiskation, men forhøjede beløbene til 1.500.000 kr. fra T og 2.000.000 kr. fra T ApS.

Læs dommen fra Vestre Landsret her: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/c30173ba-6440-4eed-9873-39f2eb2b1b0f?showExact=true#iaecdb2dc1

Østre Landsret stadfæster ophavsretlig beskyttelse af Gannis »Buckle Ballerina« efter modstridende kendelser fra Sø- og Handelsretten

Østre Landsret afsagde den 17. marts 2025 kendelse i en kæresag mellem det danske modebrand GANNI A/S (»GANNI«) og Steve Madden Ltd og Steve Madden Europe B.V. (samlet »Steve Madden«) vedrørende den immaterialretlige beskyttelse af GANNI’s skomodel »Buckle Ballerina«. Kendelsen er offentliggjort under sagsnummeret BS-43774/2024-OLR.

Spørgsmålet for retten angik, om modellen var tilstrækkeligt selvstændig og nyskabende til at være omfattet af ophavsretsloven, og herefter om Steve Madden med skoen »GRAND AVE« krænkede GANNIs rettigheder til skoen »Buckle Ballerina«.

Retten fandt, at »Buckle Ballerina«, var ophavsretligt beskyttet efter den danske lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 20. august 2023 (»ophavsretsloven«) § 2 om ophavsmandens enerettigheder og den danske lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1420 af 2. december 2024 (»markedsføringsloven«) § 3 om god markedsføringsskik. Retten lagde vægt på, at skoen, selvom den var sammensat af kendte designelementer, havde en original og kreativ samlet udformning, og at der forelå dokumentation for designerens frie og kreative valg.

Retten stadfæstede på den baggrund Sø- og Handelsrettens kendelse og pålagde Steve Madden at betale GANNI 250.000 kr.

Læs dommen fra Østre Landsret her: https://www.domstol.dk/oestrelandsret/aktuelt/2025/3/midlertidigt-forbud-vedr-kraenkelse-af-ganni-as-buckle-ballerina/

Spørgeundersøgelse foretaget fem år efter en varemærkeansøgning, kunne indgå i vurderingen af figurmærkets særpræg på ansøgningstidspunktet

Sø- og Handelsretten afsagde den 8. januar 2025 dom i sag BS-53836/2023-SHR mellem Rigo Trading S.A. (»Rigo«) og Ankenævnet for Patenter og Varemærker (»Nævnet«). Sagen omhandlede Nævnets afslag på Rigos ansøgning om registrering af et tredimensionelt figurmærke i varemærkeklasse (Nice) 30, der vedrører konfekturevarer. Rigo, der ejer Haribo-koncernens danske driftsselskaber, havde søgt om at registrere deres vingummibamse, »Guldbamsen«, som varemærke i denne kategori.

Spørgsmålet for retten var navnlig, hvorvidt figurmærket havde et tilstrækkeligt særpræg til at opnå varemærkebeskyttelse. Både Patent- og Varemærkestyrelsen og Nævnet afviste, at Guldbamsen havde det fornødne særpræg, idet de mente, at den ikke adskilte sig væsentligt fra branchens normer og sædvaner. De vurderede også, at Guldbamsen ikke havde opnået et særpræg gennem brug, der ville få gennemsnitsforbrugeren til at associere figurmærket specifikt med Rigo / Haribo.

Retten afviste indledende Rigos argument om, at der ved vurderingen skulle lægges vægt på forholdende på tidspunktet, hvor produktet første gang blev taget i brug. Derimod gav retten Rigo ret i, at der skulle lægges vægt på en spørgeundersøgelse, selvom denne blev udarbejdet fem år efter ansøgningstidspunktet for varemærkeregistreringen. Retten fandt, at selvom spørgeundersøgelsen var udarbejdet efter ansøgningstidspunktet, udelukkede det ikke undersøgelsen fra at kunne sige noget om situationen på tidspunktet for ansøgningen.

Retten konkluderede, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Nævnets skønsmæssige vurdering af, at Guldbamsen manglede det fornødne særpræg på tidspunktet for ansøgningen. Dog fandt retten, at der med spørgeundersøgelsen var fremkommet nye væsentlige oplysninger i sagen, idet resultaterne viste, at en stor del af respondenterne associerede figurmærket med Haribo. Spørgeundersøgelsen skulle derfor indgå i vurderingen af om figurmærket havde det fornødne særpræg, hvorfor retten hjemviste sagen til fornyet behandling ved Nævnet.

Læs dommen fra Sø- og Handelsretten her: https://domstol.fe1.tangora.com/Domsoversigt.16692/BS-53836-2023-SHR.2570.aspx

Dansk virksomhed krænkede tysk virksomheds varemærkeret til emballage på dåsesodavand

Sø- og Handelsretten afsagde den 13. januar 2025 dom i sag BS-52211/2023-SHR mellem Ayyo Vertriebs GmbH (»Ayyo«) og Kon Import ApS (»Kon«) vedrørende designet på emballagen til en dåsesodavand. Ayyo, et tysk selskab, solgte sine dåsesodavand, kaldet Gazoz, på det danske marked. Kon, et dansk selskab, distribuerede blandt andet Gazoz i Danmark.

Sagens kerne var, hvorvidt Ayyo havde opnået varemærkeret til Gazoz’ emballage i Danmark i henhold til den danske varemærkelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»varemærkeloven«) § 3, stk. 1, nr. 3, samt om Kon herefter havde krænket Ayyos varemærkerettigheder efter varemærkeloven og den danske lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1420 af 2. december 2024 (»markedsføringsloven«) ved også at sælge Gazoz-sodavand på det danske marked, men efter en distributionsaftale med Confeti GmbH (»Confeti«).

Retten afviste indledningsvist, at Ayyo i det hele taget skulle være forhindret i at stifte denne varemærkeret, som følge af, at ordmærket Gazoz var registreret i EU’s varemærkeklasse 29, der vedrører »soft drinks based on milk products«, og tilhørte Mustafa Karadeniz (»Karadeniz«), der ejede Confeti.

Kon påstod, at de som licenshavere efter distributionsaftalen med Karadeniz og Confeti, havde en fortrinsret til varemærket gennem afledt ret fra Karadeniz og Confeti, hvilket skulle forhindre Ayyo i at stifte rettigheder til emballagen. Retten afviste dette, idet hverken Karadeniz eller Confeti havde anvendt deres EU-varemærkeret i Danmark før Ayyos første salg, og Ayyo ikke havde handlet i ond tro med hensyn til eventuelle modstridende rettigheder.

På den baggrund fandt retten vedrørende det første spørgsmål, at Ayyo havde stiftet varemærkeret til varemærkeudstyret (emballagen) efter varemærkelovens § 3, stk. 1, nr. 3, ved deres ibrugtagen, fra deres første salg i Danmark.

Da parterne i øvrigt var enige om, at der var en forvekslingsrisiko mellem de omstridte mærker, nedlagde retten forbud mod Kons anvendelse af emballagen i henhold til varemærkelovens § 4, stk. 2. Retten fandt også, at Kon havde handlet i strid med markedsføringslovens § 3 og § 22.

Som følge af krænkelserne blev Kon pålagt at betale 400.000 kr. til Ayyo. Derudover blev Kons varemærkeregistrering af figurmærket Gazoz Zero og ordmærket Gazoz erklæret ugyldige i henhold til varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, nr. 4.

Læs dommen fra Sø- og Handelsretten her: https://domstol.fe1.tangora.com/Domsoversigt.16692/BS-52211-2023-SHR.2572.aspx

Sø- og Handelsretten afviser ophavsretlig beskyttelse af GANNIs sko, men stadfæster markedsføringsforbud

Sø- og Handelsretten afsagde den 14. januar 2025 dom i sag BS-44774/2024-SHR mellem GANNI A/S (»GANNI«) og Bianco Footwear A/S (»Bianco«) angående en påstået krænkelse af GANNIs rettigheder i forbindelse med Biancos produktion og salg af sko, som GANNI hævdede var nærgående efterligninger af deres skomodeller.

Sagens kerne var, hvorvidt Biancos sko krænkede GANNIs rettigheder i henhold til den danske lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 20. august 2023 (»ophavsretsloven«), den danske lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1420 af 2. december 2024 (»markedsføringsloven«), den danske designlov, jf. lovbekendtgørelse nr. 89 af 29. januar 2019 (»designloven«) og forordning (EF) 6/2002 af 12. december 2001 (»designforordningen«). GANNI gjorde gældende, at Biancos produktion og markedsføring af »Biavictoria Sandal« samt tre andre skodesigns krænkede GANNIs rettigheder til modellen »Buckle Ballerina« samt yderligere to skomodeller.

Retten vurderede, at GANNIs sko ikke opfyldte originalitetskravet for at opnå ophavsretlig beskyttelse, idet den blev betragtet som brugskunst uden tilstrækkelig nyskabelse efter ophavsretsloven. Retten lagde vægt på, at i) skoen fremstod som en sammensætning af kendte designelementer, ii) de valg, der var foretaget i designprocessen, måtte anses for sædvanlige i en designproces i modeverdenen, og iii) der ikke var tale om en sådan nyskabelse, at skoen kunne anses som en intellektuel frembringelse, der kunne nyde ophavsretlig beskyttelse.

Imidlertid fandt retten, at skomodellen besad den nødvendige kommercielle adskillelsesevne, hvilket medførte beskyttelse i henhold til markedsføringsloven. På denne baggrund blev der alene nedlagt forbud mod Biancos markedsføring af »Biavictoria Sandal« skoen, da den blev anset som en nærgående efterligning af GANNIs design.

Retten fastslog, at Bianco skulle ophøre med produktion, markedsføring og salg af »Biavictoria Sandal« skoen i Danmark.

Læs dommen fra Sø- og Handelsretten her: https://domstol.fe1.tangora.com/Domsoversigt.16692/-BS-44774-2024-SHR.2573.aspx

Europart blev pålagt at betale vederlag på 2 mio. kr. til Volvo for uberettiget brug af Volvos varemærker

Sø- og Handelsretten afsagde den 21. februar 2025 dom i sag BS-47174/2021-SHR mellem Volvo Lastvagnar AB (»Volvo«) og Europart Danmark A/S (»Europart«) vedrørende Volvos ret til ordmærkerne »VOLVO«, »FL«, »FM«, »FH« og »FMX«.

Sagen angik, hvorvidt Europarts brug af Volvos ordmærker i 39 kataloger var i strid med den danske varemærkelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»varemærkeloven«) § 4, forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 (»varemærkeforordningen«) artikel 9, og om anvendelsen falder indenfor reservedelsreglen i varemærkelovens § 10, stk. 1, nr. 3 og varemærkeforordningens art. 14, stk. 1.

Volvo var indehaver af ordmærkerne »VOLVO«, »FL«, »FM«, »FH« og »FMX«, alle registreret for landkøretøjer. Retten bemærkede, at Europart brugte mærkerne for at vise reservedelenes tilknytning til Volvo, hvilket som udgangspunkt krænkede Volvos rettigheder efter varemærkelovens § 10, stk. 1, nr. 3 og varemærkeforordningens artikel 9, stk. 2, litra a. Retten skulle dog vurdere, om brugen var tilladt under reservedelsreglen, som krævede nødvendighed og god markedsføringsskik.

Retten fandt, at brugen var nødvendig for at vise reservedelenes anvendelse til Volvo lastbiler. Dog bemærkede retten, at den fremtrædende brug af »VOLVO« i katalogtitlerne kunne give indtryk af en forbindelse mellem Volvo og Europart, hvilket skabte vildfarelse hos forbrugerne. Dette var i strid med god markedsføringsskik, og retten fandt brugen retsstridig.

Retten forbød Europart at anvende mærkerne på den måde, jf. den danske lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1160 af 5. november 2024 (»retsplejeloven«) § 413 og pålagde dem at betale 2.055.000 kr. til Volvo som kompensation.

Læs dommen fra Sø- og Handelsretten her: https://domstol.fe1.tangora.com/Domsoversigt.16692/BS-47174-2021-SHR.2580.aspx

Anvendelse af ordmærkerne »Coop«, »Irma« og figurmærket Irmapigen på produkter krænkede Coops varemærkerettigheder

Sø- og Handelsretten afsagde den 21. februar 2025 dom i sag BS-62403/2023-SHR om hvorvidt Artpusher Gallery ApS (»Artpusher Gallery«) og kunstneren Love Party har krænket Coop Danmark A/S’ (»Coop«) varemærkerettigheder.

Sagen angik, hvorvidt Artpusher Gallery og Love Partys salg og markedsføring af produkter med varemærkerne Coop, Irma og Irmapigen, var i strid med den danske varemærkelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»varemærkeloven«) § 4, stk. 2, nr. 2 og nr. 3 samt den danske lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1420 af 2. december 2024 (»markedsføringsloven«). Coop ejede varemærkerne, som var registreret i alle Nice-klassifikationens klasser.

Retten bemærkede, at produkterne blev solgt med et kommercielt formål, og at Coops varemærker var centrale elementer i motiverne. Retten afviste, at motiverne var parodier, da der ikke var tilstrækkelige ændringer eller et fremmed formål. Artpusher Gallery og Love Party kunne ikke bevise, at motiverne var humoristiske. Retten afviste også, at Love Partys ytringsfrihed kunne retfærdiggøre brugen af varemærkerne over Coops ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 20. august 2023 (»ophavsretsloven«) § 2 og § 3, stk. 2.

Retten fandt risiko for forveksling med Coops produkter og konstaterede, at Artpusher Gallery og Love Party havde draget fordel af Coops forretningskendetegn, særligt Irmapigen og ordmærket »Irma«. Derfor var deres salg og markedsføring af motiverne i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1, § 4, §20, stk. 1 og § 22.

Retten nedlagde forbud mod, at Artpusher Gallery og Love Party gjorde brug af varemærkerne og pålagde dem at udlevere alle produkter til Coop og fjerne dem fra sociale medier. Retten pålagde Artpusher Gallery og Love Party at betale vederlag til Coop på 750.000 kr. samt idømte dem en bøde på 15.000 kr.

Læs dommen fra Sø- og Handelsretten her: https://domstol.fe1.tangora.com/Domsoversigt.16692/BS-62403-2023-SHR.2579.aspx

Varemærkerettigheder til ordmærket »MULTIAIR« var ikke krænket

Sø- og Handelsretten afsagde den 24. februar 2025 kendelse i sag BS-48344/2024-SHR mellem Kongskilde Industries A/S (»Kongskilde«) og Klimablock Herning APS (»Klimablock«) angående Kongskildes ret til ordmærket »MULTIAIR«.

Sagens immaterialretlige kerne var, hvorvidt Klimablock havde krænket sagsøgers rettigheder til ordmærket efter den danske varemærkelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 88 af 29. januar 2019 (»varemærkeloven«) § 4, stk. 1, nr. 2, og forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 (»varemærkeforordningen«) artikel 9, stk. 2, litra b.

Kongskilde var indehaver af ordmærket »MULTIAIR«. Ordmærket var beskyttet efter dansk varemærkeregistrering og EU-varemærkeregistrering, og var begge steder registreret i varemærkeklasse (Nice) 7, som omfatter maskiner og udstyr hertil.

»MULTIAIR« var siden 1994 blevet brugt både på Kongskildes maskiner og i markedsføring, herunder på hjemmesiden. Kongskilde anvendte ordmærket »MULTIAIR« på højtryksblæsere, mens Klimablock anvendte mærket »MultiAir« til ventilations- og udsugningsløsninger.

Retten fandt, at det ikke var tilstrækkelig sandsynliggjort, at der bestod en risiko for forveksling mellem de to mærker i offentlighedens bevidsthed. Det ændrede ikke herved, at der kunne indgå samme typer komponenter i de to virksomheders produkter. Retten lagde vægt på at MultiAir-mærket blev anvendt på andre produkter end ordmærket »MULTIAIR«, som der desuden ikke var konkrete eksempler på, var blevet forvekslet. Retten lagde desuden vægt på, at der var tale om produkter, der havde en karakter og prisklasse, der måtte antages at forudsætte, at målgruppen foretog undersøgelser om forskellige løsninger og leverandører, inden køb.

På den baggrund frifandt retten Klimablock, da betingelserne for at nedlægge forbud og påbud efter den danske lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1160 af 5. november 2024 (»retsplejeloven«) § 413, nr. 1, herefter ikke var opfyldt.

Sø- og Handelsretten lagde vægt på de samme omstændigheder, da de konkluderede, at der heller ikke var sket en krænkelse af sagsøgers rettigheder efter markedsføringslovens §§ 3 og 22, om god markedsføringsskik og risiko for forveksling.

Læs kendelsen fra Sø- og Handelsretten her: https://domstol.fe1.tangora.com/Domsoversigt.16692/BS-48344-2024-SHR.2581.aspx

Formodning for patentets gyldighed var ikke svækket i sådan grad at sagsøger ikke kunne støtte ret på patentet

Sø- og Handelsretten afsagde den 25. februar 2025 dom i to sambehandlede sager om anmodning om midlertidige forbud og påbud vedrørende lægemiddel til behandling af multipel sklerose på baggrund af en påstået krænkelse af patentrettigheder. Afgørelsen blev afsagt med sagsnumrene BS-43205/2023-SHR og BS-55247/2024-SHR.

Sagsøger var i begge sager Biogen International GmbH og Biogen (Denmark) A/S (herefter tilsammen »Biogen«). Sagsøgte var henholdsvis Sandoz A/S og Glenmark Pharmaceuticals Nordic AB (»sagsøgte«).

Biogen anførte at sagsøgtes lægemidler krænkede patentrettigheder til det danske stridspatent DK/EP 2 653 873 med benævnelsen »Sammensætninger til behandlingen af multipel sklerose«. På den baggrund nedlagde sagsøger i medfør af den danske lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1160 af 5. november 2024 (»retsplejeloven«) § 413, nr. 1, påstand om, at de sagsøgte blev forbudt at fremstille deres lægemiddel, så længe stridspatent DK/EP 2 653 873 var i kraft, samt påstand om at lægemidlet skriftligt skulle tilbagekaldes, og afregistreres på det danske prisregister.

Spørgsmålet for retten var herefter, om stridspatentet var ugyldigt, og særligt om stridspatentets krav 1 var ugyldigt.

Retten udtalte at patentets gyldighedsformodning svækkedes af EPO’s Opposition Division’s vurdering af 11. december 2024, som påpegede, at kravet om tilstrækkelig beskrivelse ikke var opfyldt, da der kunne rejses tvivl om virkningen af 480 mg. DMF pr. dag ved PPMS.

Retten fandt, at stridspatentet var gyldigt i begrænset form. Formodningen for stridspatentets gyldighed var ikke svækket i en sådan grad, at Biogen ikke kunne anmode om forbud og påbud i medfør af retsplejeloven § 413, nr. 1.

Læs dommen fra Sø- og Handelsretten her: https://domstol.fe1.tangora.com/Domsoversigt.16692/BS-43205-2023-SHR-og-BS-55247-2024-SHR.2582.aspx

»Annalyset« var en efterligning af Alterlyset ApS’ lys og en krænkelse af markedsføringsloven

Sø- og Handelsretten afsagde den 20. marts 2025 kendelse i sag BS-50402/2024-SHR mellem Alterlyset ApS mod ASP-HOLMBLAD A/S og Liljeholmens Stearinfabrik AB (»Liljeholmens«) vedrørende en mulig efterligning af stearinlys efter den danske lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1420 af 2. februar 2024 (»markedsføringsloven«).

Den danske virksomhed Alterlyset ApS havde siden 2012 produceret og solgt håndstøbte lys på fod, herunder lysene Alterlyset, Hyggelyset og Kalenderlyset. Sagens kerne var, hvorvidt den danske virksomhed, ASP-HOLMBLAD A/S, og dennes svenske ejerselskab, Liljeholmens, havde krænket Alterlyset ApS’s rettigheder efter markedsføringsloven ved salg og markedsføring af flere lys, herunder »Annalyset« som udgjorde mulige efterligninger.

Retten fandt, at Alterlyset, Hyggelyset og Kalenderlyset nød beskyttelse efter markedsføringsloven, da lysene havde særpræg samt adskilte sig fra de øvrige lys på markedet. Retten lagde vægt på, at lysene var udformet med en bestemt højde og vinkel på foden af lyset, samt blev produceret i bestemte støvede og antikke farver, hvilket gjorde lysene genkendelige. Retten lagde yderligere vægt på, at lysene i mere end 10 år kontinuerligt var blevet markedsført i blandt andet eksklusive interiørbutikker, museumbutikker og boligmagasiner.

Retten fandt, at Liljeholmens produkt »Annalyset« i det væsentlige havde samme udtryk som Alterlyset, Hyggelyset og Kalenderlyset i henhold til lysets form, højde, farveskala og prissætning, hvorfor der forelå en forvekslingsrisiko. Retten bemærkede, at forskellene mellem de nævnte lys udgjorde detaljer, som kun kunne bemærkes, når lysene placeres ved siden af hinanden, hvilket ikke var tilfældet i en købssituation. Retten fandt ikke, at ASP-HOLMBLADs og Liljeholmens andre lys, herunder Påskelyset, udgjorde efterligninger.

På den baggrund slog retten fast, at ASP-HOLMBLAD og Liljeholmens ved markedsføring og salg af Annalyset havde krænket Alterlyset ApS’ rettigheder efter markedsføringslovens § 3, stk. 1, § 5, stk. 2, nr. 10 og § 20, stk. 1, og meddelte forbud mod, at sælge eller markedsføre »Annalyset« i Danmark i medfør af den danske lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1160 af 5. november 2024 (»retsplejeloven«) § 413.

Læs kendelsen fra Sø- og Handelsrettens her: https://domstol.fe1.tangora.com/Domsoversigt.16692/BS-50402-2024-SHR.2585.aspx

Forbrugerombudsmanden indskærper at stegepandeproducenter ikke må markedsføre sig som fri for forbudte stoffer

Den danske forbrugerombudsmand (»Forbrugerombudsmanden«) bragte den 6. januar 2025 nyheden om, at Forbrugerombudsmanden havde indskærpet vildledningsforbuddet i den danske lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1420 af 2. december 2024 (»markedsføringsloven«) over for flere producenter af stegepander.

Sagen drejede sig om otte virksomheder, som i 2022 havde markedsført deres stegepander som fri for stoffet PFOA og PFOS. Begge stoffer er forbudte i forbrugerprodukter efter forordning (EU) 2019/1021 af 20. juni 2019 (»POP forordningen«). Forbrugerombudsmanden fandt derfor, at det er vildledende, når virksomheden bruger fraværet af PFOA og PFOS i sin markedsføring, da det giver indtrykket af, at der er en særlig fordel ved produktet.

Forbrugerombudsmanden understregede, at virksomheder ikke må give forbrugerne indtryk af, at en miljø- eller sundhedsfordel er særlig for virksomhedens produkter, når det gælder på baggrund af et krav eller forhold, der følger af lovgivningen.

Læs pressemeddelelsen fra Forbrugerombudsmanden her: https://forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2025/20250106-vildledende-markedsfoering-af-stegepander

Fitnesskæde idømt bøde på 600.000 kr. for vildledende markedsføring samt modtaget kritik af Forbrugerombudsmanden for urimelige vilkår

Den danske forbrugerombudsmand (»Forbrugerombudsmanden«) har behandlet to sager mod fitnesskæden Arca ApS (»Arca«), hvori Københavns byret den 7. januar 2025 har afsagt dom i den ene sag med sagsnr. 24/04821. Den første sag er en straffesag vedrørende vildledende markedsføring af tilbud, og den anden sag omhandler urimelige medlemsvilkår og uautoriseret opkrævning af et energitillæg.

Den første sag angik, at Arca i perioden 22. februar 2019 til 3. juli 2023 havde markedsført tilbud om 2 måneders gratis træning eller træning til kraftigt nedsat pris, uden klart at oplyse forbrugerne om tilbuddets vilkår. Disse vilkår indebar, at forbrugerne automatisk ville blive tilmeldt et løbende betalingsmedlemsskab, som forbrugerne først kunne melde sig ud af, når der var blevet betalt minimum én måned til fuld pris.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at der var tale om vildledning i strid med den danske lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1420 af 2. december 2024 (»markedsføringsloven«) § 5 og § 6 og indgav politianmeldelse i sagen. Københavns Byret afsagde den 7. januar 2025 dom i sagen, hvor Arca ApS blev idømt en bøde på 600.000 kr. for vildledende markedsføring. Arca har anket dommen til landsretten.

Den anden sag udsprang af, at Arca havde vilkår i deres medlemsbetingelser, som efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var urimelige og i strid med den danske lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf. lovbekendtgørelse nr. 193 af 2. marts 2016 (»aftaleloven«) og hæderlig forretningsskik.

Et af Arcas vilkår gav Arca ret til at ændre sine medlemsbetingelser med to ugers varsel på ethvert tidspunkt. Derudover havde Arca et vilkår, som medførte, at forbrugernes opsigelse af medlemskab først var gyldigt, når de havde modtaget en kvittering fra Arca. På baggrund af disse vilkår ændrede Arca sine medlemsbetingelser og hævede priserne på allerede indgåede aftaler om medlemskaber og opkrævede forbrugerne et engangsbeløb for et energitillæg uden forbrugernes samtykke.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at Arcas vilkår var ugyldige, da de var i strid med aftalelovens § 38 c og § 36, hvorfor forbrugerne kunne kræve tilbagebetaling af beløbet.

Læs pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden her: https://forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2025/20250123-fitnesskaede-idoemt-boede-paa-600000-kroner-for-vildledende-markedsfoering

Læs afgørelsen fra Forbrugerombudsmanden her: https://forbrugerombudsmanden.dk/find-sager/sager/markedsfoeringsloven/sager-efter-markedsfoeringsloven/vildledning/2404821-fitnesskaede-idoemt-boede-for-vildledende-tilbud-om-traening

Virksomhed kunne ikke lovligt benytte en række klima- og miljøudsagn på baggrund af en livscyklusvurdering som dokumentation

Den 10. januar 2025 udtalte den danske forbrugerombudsmand (»Forbrugerombudsmanden«) sig i en sag vedrørende klima- og miljøudsagn og dokumentation for klima- og miljøudsagn. Afgørelsen blev truffet med sagsnummer 24/13563.

En virksomhed havde fået foretaget en ekstern livscyklusvurdering, som skulle fungere som dokumentation for, at virksomhedens leveringsservice var mindre belastende for både klima og miljø end andre relevante alternativer.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at livscyklusvurderingen ikke kunne bruges som dokumentation for virksomhedens generelle klima- og miljøudsagn uden forklaring, da den kun omhandlede klima og derfor ikke var tilstrækkelig, da miljø består af flere aspekter end blot klima.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at selv hvis virksomhedens miljøudsagn blev ændret til kun at omhandle klima, ville livscyklusvurderingen stadig ikke opfylde dokumentationskravet. Den dokumenterede ikke, at virksomhedens service var væsentligt mindre belastende end tilsvarende produkter. Derudover manglede der en sammenligning med relevante alternativer, i stedet for blot at vise, at virksomhedens service skånede klimaet isoleret set. Forbrugerombudsmanden henviste til vildledningsbestemmelserne i den danske lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1420 af 2. december 2024 (»markedsføringsloven«), § 5 og § 6, sammenholdt med § 8, samt § 13, der omhandler dokumentation af oplysninger i markedsføringen.

Læs afgørelsen fra Forbrugerombudsmanden her: https://forbrugerombudsmanden.dk/find-sager/sager/markedsfoeringsloven/sager-efter-markedsfoeringsloven/miljoeogetik/2413563-virksomhed-kunne-ikke-lovligt-benytte-en-raekke-klima-og-miljoeudsagn-paa-baggrund-af-en-livscyklusvurdering

Elgiganten og Santander politianmeldt for overtrædelse af markedsføringsloven i forbindelse med annoncering af lån

Den 16. januar 2025 har den danske forbrugerombudsmand (»Forbrugerombudsmanden«) politianmeldt Elgiganten A/S (»Elgiganten«) og Santander Consumer Bank A/S (»Santander«) for overtrædelse af den danske lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1420 af 2. december 2024 (»markedsføringsloven«) i forbindelse med virksomhedernes annoncering af lån. Elgiganten havde samarbejdet med Santander om forbrugslån til køb af Elgigantens produkter.

Markedsføringen drejede sig om udsagn såsom »Finansier din Macbook helt uden omkostninger«. Når forbrugerne ville gøre brug af tilbuddet ved onlinekøb på Elgigantens hjemmeside, var der imidlertid kreditomkostninger forbundet med de lån, som Elgiganten udbød i samarbejde med Santander. Forbrugerombudsmanden udtalte at udsagnene var vildledende, da de gav forbrugerne indtryk af at de kunne have fået et gratis lån.

Forbrugerombudsmanden henviste i sin udtalelse til markedsføringslovens § 5 og § 6, sammenholdt med § 8, om vildledende markedsføring, samt til markedsføringslovens § 9, sammenholdt med pkt. 20 i lovens bilag 1, vedrørende omtale af produkter som gratis, selvom der kræves uundgåelige udgifter.

Forbrugerombudsmanden udtalte at Elgiganten og Santander havde overtrådt pligten i markedsføringslovens § 18 til at vise bestemte standardoplysninger i deres markedsføring af de annoncerede lån, hvilket drejede sig om manglende oplysninger om debitorrenten, samlede omkostninger for lånet, samlet kreditbeløb, årlige omkostninger i procent (ÅOP) og det samlede beløb, som forbrugeren skulle betale.

Læs pressemeddelelsen fra Forbrugerombudsmanden her: https://forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2025/20250116-elgiganten-og-santander-politianmeldt-for-overtraedelse-af-markedsfoeringsloven

Forbrugerombudsmanden politianmelder flyselskabet KLM for vildledende bæredygtighedsudsagn

Den danske forbrugerombudsmand (»Forbrugerombudsmanden«) indgav den 22. januar 2025 en politianmeldelse på KLM for vildledende markedsføring i deres radioreklame. Sagen drejede sig om, at KLM i reklamen var kommet med udsagn om bæredygtighed, som Forbrugerombudsmanden vurderede, var egnede til at vildlede forbrugerne.

Reklamen indeholdt blandt andet udsagn om, at KLM var »et stort skridt mod at rejse lidt mere bæredygtigt«, på grund af »en del bæredygtigt flybrændstof«. Derudover, at hvis forbrugerne »vil flyve mere bæredygtigt og accelerere udviklingen«, kunne de vælge at tilkøbe mere »bæredygtigt flybrændstof«.

Forbrugerombudsmanden mente ikke, at udsagnet om, at KLM havde »taget et stort skridt« mod bæredygtighed, var retvisende henset til, at KLM kun tilsatte 1% bæredygtigt flybrændstof på deres fly. Udsagnet gjorde det ikke tydeligt for forbrugeren, hvor lille en rolle bæredygtigt brændstof spiller i luftfartsselskabers generelle klimapåvirkning. Forbrugerombudsmanden mente på den baggrund, at udsagnene gav forbrugerne anledning til at forvente større klima- og miljømæssige fordele ved at flyve med KLM, end hvad KLM’s tilføjelse af 1% bæredygtigt brændstof reelt bidrog med.

Forbrugerombudsmanden understregede med sagen, at virksomhederne ikke må give forbrugerne indtryk af, at deres bæredygtighedstiltag er større end de er.

Læs pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden her: https://forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2025/20250122-forbrugerombudsmanden-politianmelder-flyselskabet-klm-for-vildledende-udsagn-om-baeredygtighed

Klimaudsagn var vildledende da markedsføringens udformning var egnet til at give forbrugeren et fejlagtigt indtryk af den markedsførte klimafordel

Den 3. februar 2025 udtalte den danske forbrugerombudsmand (»Forbrugerombudsmanden«) sig i sag 24/06791 om vildledningsforbuddet i den danske lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1420 af 2. december 2024 (»markedsføringsloven«) § 5 og § 6 i forbindelse med en virksomheds markedsføring af formalet hvedemel. Spørgsmålet i sagen vedrørte hvorvidt klimaudsagnet »CO2e neutral formalet – via grøn strøm og klimakompensation« var egnet til at vildlede forbrugeren.

På baggrund af oplysninger i en rapport fra virksomheden kunne det beregnes, at formalingen udgjorde maksimalt 5,17 % af produktets samlede klimaaftryk, og dermed at hvis formalingens klimaaftryk helt blev fjernet, ville reduktionen således aldrig overskride 5,17 % af det samlede produkts klimaaftryk.

Forbrugerombudsmanden udtalte at udsagnet »CO2e-neutral« var vagt formuleret og gav forbrugerne indtryk af at produktet havde væsentlige klimamæssige fordele. Den klimamæssige fordel ved virksomhedens produkter var mindre væsentlig og udgjorde derfor vildledende grøn markedsføring, da klimaudsagnet var overdrevet.

I den forbindelse udtalte Forbrugerombudsmanden yderligere at selvom det fremgik af udsagnet, at det var formalingen, som var CO2e-neutral, kunne det ikke forventes, at gennemsnitsforbrugeren var klar over, at formalingen, og dermed CO2e-neutraliteten, kun angik maksimalt 5,17% af det samlede produkt.

Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor markedsføringslovens § 5 og § 6, sammenholdt med § 8, overfor virksomheden.

Læs afgørelsen fra Forbrugerombudsmanden her: https://forbrugerombudsmanden.dk/find-sager/sager/markedsfoeringsloven/sager-efter-markedsfoeringsloven/miljoeogetik/2406791-indskaerpelse-af-vildledningsforbuddet-for-markedsfoering-med-klimaudsagn-grundet-markedsfoeringens-fremstillingsform

Forbrugerombudsmanden politianmelder Taster Wine A/S for greenwashing

Den danske forbrugerombudsmand (»Forbrugerombudsmanden«) indgav den 26. februar 2025 en politianmeldelse på Taster Wine A/S for vildledende markedsføring af vin. Sagen drejede sig om, at Taster Wine A/S siden 2019 havde brugt grønne labels med udsagn om CO2-venlighed på to vin seriers emballage. Forbrugerombudsmanden havde undersøgt sagen på baggrund af en klage fra Forbrugerrådet Tænk.

Forbrugerombudsmanden fandt, at Taster Wine A/S havde en CO2-besparelse på transporten af vinen, men at denne besparelse kun udgjorde en meget lille del af vinens samlede klimabelastning. På den baggrund vurderede Forbrugerombudsmanden, at markedsføringen af vinen var egnet til at vildlede forbrugerne, da mærkaterne, navnlig den grønne farve og udsagnet »CO2-friendly [bulk] wine«, gav indtrykket af, at vinen var mere klimavenlig end den reelt var. Forbrugerombudsmanden understregede, at virksomheder generelt skal være påpasselige med at overdrive hvor bæredygtige deres produkter er.

I forbindelse med Forbrugerombudsmanden anmeldelse, oplyste Taster Wine, at mærkaterne ikke vil anvendes efter den 1. januar 2025.

Læs pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden her: https://forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2025/20250226-forbrugerombudsmanden-politianmelder-vin-og-spiritusvirksomhed-for-greenwashing

Tøjkæde Boii Studios politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for markedsføring af vildledende tilbud

Den danske forbrugerombudsmand (»Forbrugerombudsmanden«) har den 20. marts 2025 politianmeldt selskabet MASH 16 ApS, som står bag tøjbutikskæden Boii Studios.

Politianmeldelsen sker på baggrund af en mulig overtrædelse af den danske lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1420 af 2. februar 2024 (»markedsføringsloven«) § 5 og § 6, som omhandler vildledningsforbuddet.

Boii Studios havde i vinduet af tre butikker i henholdsvis København, Odense og Aarhus skiltet med teksten »ALT UDSALG I BUTIKKEN 50%«. På skiltene fremstod ordene »ALT« og »50%« fem gange større end den øvrige del af teksten. Ifølge Forbrugerombudsmanden havde forbrugerne nemt kunne overse udsalgets begrænsning, da dette fremgik med den mindre skriftstørrelse.

Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at skiltningen derfor har været egnet til at vildlede forbrugerne og give dem en opfattelse af, at tilbuddet omfattede alle varerne i butikken, selvom dette ikke var tilfældet.

Forbrugerombudsmanden understregede, at begrænsninger i et markedsført besparelsesudsagn udgør en væsentlig oplysning, som skal markedsføres på en tilstrækkelig klar, forståelig og hensigtsmæssig måde.

Læs pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden her: https://forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2025/20250320-forbrugerombudsmanden-politianmelder-toejbutikskaeden-boii-studios-for-at-overtraede-markedsfoeringslovens-vildledningsforbud

Om den danske ophavsretslovs § 31

To danske advokater, Steen Lassen og Terese Foged, har i en artikel undersøgt Højesterets fortolkning af den danske lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 20. august 2023 (»ophavsretsloven«) § 31 i Højesterets Dom af 5. november 2022 i sag 98/2001 (»Harddisk-sagen«).

Artiklen diskuterer, om Højesterets fortolkning i sagen er i overensstemmelse med EU-retten. Harddisk-sagen drejede sig om, hvorvidt ophavsretsloven § 31 kunne anvendes på Dansk Radios (»DR«) kopiering af musik fra CD’er til en digital version på en computer harddisk. Ophavsretsloven § 31 giver radio- og fjernsynsforetagender ret til at anvende efemære optagelser i forbindelse med deres udsendelser.

Artiklen fokuserer på, hvilken tidsgrænse, som begrebet efemær dækker over, og hvornår en optagelse har den kortvarige karakter, som er en betingelse for anvendelsen af ophavsretsloven § 31. Artiklen forholder sig til en kritik i litteraturen, der hævder, at Højesteret i sagen ikke tog tilstrækkeligt hensyn til EU-rettens betingelse om, at der skal være tale om efemære optagelser.

Artiklen afviste denne kritik og konkluderede, at EU-retten ikke fastsætter en specifik tidsgrænse, men at denne grænse bør findes inden for den naturlige begrænsning af udsendelsesretten, som i sig selv kun gælder for udsendelsen af det pågældende værk. Artiklen konkluderede på den baggrund, at Højesteret foretog en korrekt fortolkning af ophavsretslovens § 31, som er i overensstemmelse med EU-retten.

Læs artiklen udgivet i Ugeskrift for Retsvæsen her: https://pro.karnovgroup.dk/b/documents/7000973831#UB20250001-01