Lovgivning i et digitalt samfunn – Om å bruke lover for å fremme og temme algoritmene
Professor, Dr. Jur. Dag Wiese Schartums værk, Lovgivning i et digitalt samfunn – Om å bruke lover for å fremme og temme algoritmene, er udgivet i 2025 som en del af CompLex-serien fra Norwegian Research Center for Computers and Law, Universitetet i Oslo. Gennem bogens 311 sider adresserer professor Schartum på erfaren og kompetent vis en af vor tids mest presserende udfordringer: Hvordan forskellige aktører i lovgivningsprocesserne kan og bør forholde sig til den digitale udvikling.
Forfatterens ambition er at øge læserens forståelse for samspillet mellem lovgivning og de digitale løsninger, der anvendes i nutidens samfund (informations- og datasystemer). Formålet er at styrke den demokratiske styring af det digitale samfunds udvikling ved at udbrede viden om og indsigt i dette samspil.
Heraf affødes en opdeling i to overordnede tematikker, der går igennem bogen som en – i øvrigt befriende klar og tydelig – rød tråd. Den ene tematik er, hvordan lovgivning kan anvendes til på konstruktiv og afbalanceret vis at sætte rammer for teknologier for derved at understøtte politisk acceptabel anvendelse af informations- og datasystemer (tæmme algoritmerne). Den anden tematik er, hvordan lovgivning kan udformes til let at implementeres ved hjælp af informations- og datasystemer, herunder automatisk retsanvendelse eller digital beslutningsstøtte (fremme algoritmerne).
Den velstrukturerede fremstilling indledes med kapitel 1, der kridter banen op. Kapitlet, der bl.a. indeholder et meget læseværdigt afsnit om simpel brug af teknologi over for den integrererede udvikling af teknologi, organisation og arbejdsgange, efterfølges af 9 øvrige kapitler. Disse 9 kapitler er systematiseret i 4 hoveddele, der hver især belyser forskellige aspekter af forholdet mellem lovgivning og digitalisering.
Del 1, der giver læseren generelle perspektiver på forholdet mellem lovgivning og digitalisering, samler kapitlerne 2–4. Kapitel 2 om lovstaten og det digitale samfundindledes med en diskussion af, hvordan retsstaten i modsætning til lovstaten indebærer visse krav til lovgivningens indhold og til, hvordan myndighed udøves. Forfatteren præsenterer i umiddelbar forlængelse heraf bl.a. grundtanken om politik over teknologi og drøfter den hastige teknologiudvikling versus de langsomme demokratiske lovgivningsprocesser. Ved hjælp af næsten finurlig leg med sproget og brug af nutidens parole om ikke at komme for sent til AI-toget, gennemføres en vellykket vurdering af behovet for tidlig (udprøvende) lovregulering. Kapitel 2 introducerer også, hvordan lovgivning kan fungere som en kravspecifikation for informations- og datasystemer, og drøfter en række forhold, herunder hvordan digitalisering kan ændre arbejdsfordelinger, magtforhold og føre til måske vel rigid adfærdsregulering. Kapitel 3 om digitaliserings- og automatiseringsvenlig lovgivning kaster bl.a. et blik på EU’s, norske og danske politikker og programmer om digitaliseringsklar lovgivning for derefter at introducere en række grundlæggende tilgange, begreber og sondringer. Det er i den forbindelse en lettelse, at en retsvidenskabelig forsker med Schartums tyngde og uomtvistelige anerkendelse slår fast, at fravær af retlige rammer ikke i sig selv er digitaliseringsvenligt. I stedet er kapitlets – og bogens – udgangspunkt, at sådan regulering bør skabe en forudsigelig retsstilling. Del 1 afsluttes med det praktisk orienterede kapitel 4 om modeller, metoder og værktøjer for at udarbejde digitaliseringsvenlig lovgivning. I kapitlet tages en række forskellige lovudviklingsmodeller, -metoder og digitale værktøjer op, ligesom der dykkes ned i forholdet mellem lov- og systemudvikling, behovet for indsigt og kompetencer samt samarbejde mellem politikere, jurister og teknologer.
De efterfølgende kapitler 5–6 er placeret i bogens del 2 og omhandler lovgivning som ramme for datasystemer og digitalisering. Det centrale kapitel 5 om lovgivningsprincipper formulerer og uddyber en række principper, der kan overvejes og afvejes overfor modstridende hensyn, når der udformes lovgivning inden for det digitale område – naturligvis forudsat, at der består et politisk ønske om harmoni med grundlæggende friheder, rettigheder og balancer i et demokratisk samfund. I overskriftsform er disse grundigt gennemtænkte 19 lovgivningsprincipper: Lovlighed, retfærdighed, forsvarlig sagsoplysning, proaktivitet, åbenhed, dokumentation, indbygning af retsprincipper og regler (via design), forståelighed, forklarlighed, kontradiktion, menneskelig kontrol, selvbestemmelse, medvirken, formålsbegrænsning, rigtighed og ajourføring, dataminimering, tidsbegrænsning (lagringsbegrænsning), forholdsmæssig kontrol samt evaluering og kontrol. Efter kapitel 5 går forfatteren videre til mere lovgivningstekniske temaer i kapitel 6, hvor det behandles, hvordan love kan og bør skrives for at regulere informations- og datasystemer. Kapitlets reflekterede drøftelser af reguleringsgrader og betydningen af lovgivers teknologiske indsigt suppleres bl.a. af en kærkommen klarlæggelse af, hvad der ligger i betegnelsen teknologineutral lovgivning. I fremstillingen anvendes denne klarlæggelse til en nyttig drøftelse af vanskelighederne ved at kombinere teknologineutralitet og sproglig klarhed. Kapitlet uddyber samtidig en række strategier for både at understøtte (fremme) og styre (tæmme) digitalisering, herunder regulering af AI.
Bogens del 3 om lovgivning som indhold består af kapitel 7–9. Kapitel 7 om automatiseringsvenlig lovgivning indleder med en detaljeret gennemgang af, hvordan lovtekster kan udformes til at lette automatiseret retsanvendelse. Under betegnelsen algoritmisk tilgang til lovgivning, behandles vigtige emner som valg af strukturelt koncept (fra fragmentarisk til algoritmisk lovgivning), håndtering af skønsbestemmelser, automatiseringsvenlige begreber og informationer, behovet for relevante kompetencer under det lovforberedende arbejde, samt spørgsmål om AI-venlig lovgivning. Herfra går Schartum videre til at præsentereen retspolitisk tilgang til automatiseret retsanvendelse i kapitel 8. Kapitlet præsenterer og drøfter en række udvalgte hensyn, der kan tale for og imod, at en given lovregulering udformes med henblik på automatisering, herunder omkostningseffektivitet, styringseffektivitet, demokratiserende effekter samt skønsanvendelse i forhold til forudberegnelighed og oplevelse af retfærdighed. Der afrundes med en fornuftig opsamling, hvor der peges på behovet for på kvalificeret vis at modvirke digitaliseringens skyggesider; centralisering af magt, øget risici for systemiske fejl og fraværet af retssystemets vekselvirkning mellem induktion og deduktion. Del 3 afsluttes med kapitel 9, der går tættere på behovet og mulighederne for at lovregulere automatiseret retsanvendelse. Forfatteren får her slået fast, at en aktiv national lovgivningspolitik er en forudsætning for at give indspil til EU-reguleringen, hvorefter han behandler en række forbundne spørgsmål, herunder om hjemmel for automatisering og datadeling, de forskellige aspekter af åbenhed, dokumentation, mulighed for menneskelig kontrol og kontakt, begrundelse for afgørelser samt klagemuligheder.
Bogen er et væsentligt – om ikke ligefrem enestående – bidrag til, at retsstaten forbliver robust og relevant i den digitale tidsalder.
I del 4 om systemudvikling som lovudvikling viser Schartum, hvordan systemudvikling kan anvendes til at etablere en konstruktiv feedback-mekanisme, der kan bidrage til forbedret lovkvalitet. Under den fængende betegnelse regelvask behandles bl.a. betydningen af klarsprog og tydeliggørelse af procedurer, mens forfatteren forklarer, hvordan systemudvikling kan bidrage til at afdække uklarheder og inkonsekvenser i lovtekster.
Om fremstillingen kan det overordnet siges, at forfatterens ambition lykkes, idet hans omfattende viden og erfaring har muliggjort et unikt perspektiv, der forener juridisk teori med praktiske indsigter fra systemudvikling og lovgivningsprocesser. Lovgivning i et digitalt samfunn er således ikke blot en teoretisk øvelse. Bogen er en praktisk guide fyldt med konkrete problembeskrivelser og handlingsorienterede anbefalinger. Navnlig den afbalancerede og ikke-polemiske præsentation af de 19 lovgivningsprincipper kan fremhæves som tydeligt hvilende på en dyb indsigt i digitaliseringens realiteter og på et solidt overblik over eksisterende regulering. Idet Schartum samtidig insisterer på en proaktiv tilgang, hvor lovgivning anvendes som et redskab til aktivt at forme og styre den digitale udvikling, er resultatet både visionært og virkelighedsnært.
Fremstillingen er relevant for praktikere, der arbejder med digitalisering, for forskere inden for retsinformatik og teknologi, samt for studerende, der ønsker at forstå det komplekse og dynamiske felt, hvor jura og digitalisering mødes. Aktører inden for lovforberedende arbejde bør dog være de centrale adressater. I en tid præget af højt tempo, hurtigt skiftende agendaer og tendenser til svækket fordybelse er det denne anmelders ønske, at Lovgivning i et digitalt samfunn betragtes som pligtlæsning for dem, der deltager i og påvirker lovgivningsprocesserne både i Norden og i EU. Baggrunden for dette ønske er, at bogen er et væsentligt – om ikke ligefrem enestående – bidrag til, at retsstaten forbliver robust og relevant i den digitale tidsalder.
Boken kan leses her: https://www.jus.uio.no/ifp/forskning/publikasjoner/complex/2025/complex_2025_1.pdf
