Nye retningslinjer for prismarkedsføring

Den danske Forbrugerombudsmand offentliggjorde den 24. maj 2022 reviderede retningslinjer for prismarkedsføring. De nye retningslinjer træder i kraft den 28. maj 2022 samtidig med en ny bestemmelse i bekendtgørelse nr. 2292 af 12. marts 2021 (»den danske prismærkningsbekendtgørelse«) § 9 a, som ligger til grund for revideringen af retningslinjerne for prismarkedsføring.

De nye retningslinjer indebærer i det væsentligste, at normalprisperioden ændres til 30 dage mod tidligere 6 uger, og at tilbudsperioden ændres til 10 dage mod tidligere 14 dage. Derudover vil det ikke længere være muligt at undtage kortvarige kampagner af op til 3 dages varighed fra normalprisperioden på de 30 dage, idet normalprisperioden nu vil blive afbrudt af den kortvarige kampagne.

Ændringerne indebærer derudover, at varens normalpris skal angives ved alle meddelelser om prisnedsættelser. Endvidere indføres særlige regler for varer, som antages at blive forringet eller forældet hurtigt, idet disse varer skal have haft sin normalpris i mindst 14 dage, før et tilbud kan sammenlignes med denne pris. Varen kan herefter markedsføres med en nedsat pris i 5 dage. De tidligere særlige regler for dagligvarer og sæsonvarer ophæves, hvortil ovennævnte retningslinjer gælder i stedet.

Endelig medfører de nye retningslinjer, at det nu fremgår tydeligt heraf, at et produkt ikke må betegnes som »gratis«, hvis der som modydelse »betales« med data, hvis ikke den erhvervsdrivende har oplyst tydeligt herom.

Læs retningslinjerne her: https://www.forbrugerombudsmanden.dk/media/56754/forbrugerombudsmandens-retningslinjer-for-prismarkedsfoering.pdf

Læs Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse her: https://www.forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2022/nye-retningslinjer-for-prismarkedsfoering/

Markedsføringsloven suppleres med nye regler for brugeranmeldelser

Den 28. maj 2022 trådte nye regler for brugeranmeldelser i kraft, eftersom bestemmelsen i lov nr. 2192 af 30. november 2021 (»den danske markedsføringslov«) § 6 b blev indført.

Bestemmelsen i markedsføringslovens § 6 b er baseret på artikel 7, stk. 6, i direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om urimelig handelspraksis, og medfører, at der stilles større krav til gennemsigtigheden af erhvervsdrivendes brug af brugeranmeldelser som led i deres markedsføring.

Hidtil har der ikke efter markedsføringsloven eksisteret specifikke regler for brugeranmeldelser, da disse var reguleret af det generelle forbud mod vildledende markedsføring, herunder forbuddet mod skjult reklame. Herudover anvendtes den danske Forbrugerombudsmands retningslinjer om offentliggørelse af brugeranmeldelser, som dog blot gælder brugeranmeldelser på egentlige anmeldelsesplatforme, heriblandt Trustpilot og lignende.

Den nye bestemmelse medfører, at erhvervsdrivende, der giver adgang til brugeranmeldelser af produkter, på en klar og forståelig måde skal oplyse, hvorvidt og i givet fald, hvordan den erhvervsdrivende sikrer, at de offentliggjorte anmeldelser stammer fra forbrugere, der faktisk har anvendt eller købt produkterne. Denne forpligtelse påhviler såvel erhvervsdrivende med en brugeranmeldelsesfunktion på deres egen hjemmeside som erhvervsdrivende, der giver adgang til brugeranmeldelser, som er foretaget gennem en tredjepart.

Supplerende udvides markedsføringslovens såkaldte sortliste med to nye bestemmelser med nr. 23 b og 23 c. De nye bestemmelser på sortlisten vedrører ligeledes brugeranmeldelser, og de medfører henholdsvis et krav til erhvervsdrivende om at træffe rimelige og forholdsmæssige foranstaltninger for at sikre, at en anmeldelse reelt stammer fra en forbruger, som har anvendt eller købt produktet, samt et forbud mod forkert fremstilling af brugeranmeldelser eller sociale anprisninger for at fremme produkter.

Læs ændringsloven her: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/2192

Læs bemærkningerne til lovforslaget her: https://www.retsinformation.dk/eli/ft/202112L00013

Lagring af indhold via cloud computing-tjenester er omfattet af undtagelsen om privatkopiering i direktiv 2001/29 artikel 5, stk. 2, litra b

Den 24. marts 2022 afsagde EU-Domstolen dom i sag C-433/29 mellem Austro-Mechana Gesellschaft zur Wahrnehmung mechanisch-musikalischer Urheberrechte Geselsschaft mbH (»Austro-Mechana«) og Strato AG (»Strato«). Sagen var anlagt af den øverste regionale domstol i Wien, Østrig, som et præjudicielt spørgsmål angående en fortolkning af artikel 5, stk. 2, litra b, i direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet.

Austro-Mechana er et kollektivt ophavsretsforvaltningsselskab, som bl.a. varetager lovbestemte krav på vederlag. Den østrigske Urheberrechtsgesetz (ophavsretslov) af 9. april 1936, der finder anvendelse i nærværende sag, hjemler i sin § 42 b et krav på rimeligt vederlag (»lagringsmedievederlag«) for ophavsmanden under en række nærmere omstændigheder. Værket kan bl.a. være optaget på et i kommercielt øjemed fremstillet lagringsmedium, der efter dets karakter må påregnes at blive reproduceret ved optagelse på et lagringsmedium til egen eller privat brug, der herefter markedsføres i indlandet i kommercielt øjemed. Austro-Mechana påstod for Handelsgericht Wien (handelsretten i Wien, Østrig), at Strato skulle betale vederlag for »lagringsmedier af enhver art«, eftersom Strato leverer en tjeneste under navnet »HiDrive« til privat- og erhvervskunder, som stiller lagringsplads til rådighed for kunderne via en cloud computing-tjeneste.

I appelsagen ved Oberlandesgericht Wien (den øverste regionale domstol i Wien), forelagde den regionale domstol to spørgsmål for EU-Domstolen. Det første spørgsmål var, om udtrykket »reproduktioner på ethvert medium« i artikel 5, stk. 2, litra b, i direktiv 2001/29, skal fortolkes således, at bestemmelsen omfatter fremstillingen til privat brug af sikkerhedskopier af ophavsretligt beskyttede værker på en server, hvorpå udbyderen af en cloud computing-tjeneste stiller lagringsplads til rådighed for en bruger.

Domstolen konstaterede, at begrebet »reproduktion« skal fortolkes bredt og nåede frem til, at fremstillingen af en sikkerhedskopi af et værk på en lagringsplads, der stilles til rådighed for en bruger via en cloud computing-tjeneste, udgør reproduktion af værket som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b, i direktiv 2001/29. Domstolen fortolkede dernæst »ethvert medium« som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b, i bred forstand til også at omfatte servere som dem, der anvendes i forbindelse med cloud computing-tjenester. Domstolen nåede herefter frem til, at begrebet »ethvert medium« omfatter en server, hvorpå en udbyder af en cloud computing-tjeneste stiller lagringsplads til rådighed for en bruger.

Det andet spørgsmål, som Domstolen tog stilling til, var om artikel 5, stk. 2, litra b, i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, hvorved den i bestemmelsen omhandlede undtagelse er gennemført, og som ikke pålægger udbydere af lagringsplads via cloud computing-tjenester at betale en rimelig kompensation for, at de fysiske personer, der gør brug af disse tjenester, uden tilladelse foretager sikkerhedskopier af ophavsretligt beskyttede værker til privat brug og til formål, der hverken direkte eller indirekte er kommercielle.

Domstolen nåede i den forbindelse frem til, at artikel 5, stk. 2, litra b, i direktiv 2001/29 ikke er til hinder for en sådan national lovgivning, forudsat at lovgivningen i øvrigt indeholder bestemmelser om betaling af en rimelig kompensation til rettighedshaverne. Således står det medlemsstaterne frit med henblik på finansieringen af den rimelige kompensation at indføre en afgift for privatkopiering ikke blot for de pågældende privatpersoner, men også for personer, der råder over udstyr, apparater og medier til digital reproduktion, og som i den forbindelse retligt eller faktisk giver privatpersoner adgang til dette udstyr eller tilbyder disse personer reproduktionstjenester. De betalingspligtige kan herefter lade afgiftsbeløbet for privatkopiering indgå i prisen for adgangen til udstyret, apparaterne, reproduktionsmedier m.v. og dermed overvælte den på privatbrugeren.

Læs hele dommen her: https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=256462&pageIndex=0&doclang=da&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=5730658

Hvad skal der til for, at tredjemand har en »ældre rettighed« til et varemærke efter det gamle varemærkedirektivs artikel 6, stk. 2

Den 2. juni 2022 afsagde EU-Domstolen dom i sag C-112/21 mellem X BV og Classic Coach Company vof, herunder to fysiske personer, »A« og »B«. Sagen var anlagt af den Nederlandske øverste domstol, Hoge Raad der Nederlanden, som et præjudicielt spørgsmål angående fortolkning af reglerne i Europa-Parlamenters og Rådets direktiv 2008/95 EF af 22. oktober 2008) om varemærker (»varemærkedirektivet«).

Det fremgik af sagen, at X BV påstod, at Classic Coach samt »A« og »B« havde krænket dennes varemærkerettighed. Én af to brødre (»broder 1«) stiftede i 1975 selskabet BV X, som gjorde brug af to handelsnavne, hvoraf det ene svarede til brødrenes efternavn. BV X fik den 15. januar 2008 registeret et Benelux-ordmærke af handelsnavnet. Den anden broder (»broder 2«) havde videreført et selskab fra 1968 og havde i løbet af 1991 stiftet et interessentskab, som anvendte angivelser, svarende til navnet på broder 2 på turistbusserne. I løbet af 1995 forsatte broder 2’s sønner »A« og »B« virksomhedens aktiviteter, som med henblik herpå stiftede Classic Coach. Turistbusserne fra Classic Coach havde haft en angivelse, der indeholdt navnet på broder 2. BV X anså dette for en krænkelse af deres Benelux-ordmærke.

Den tyske appeldomstol, Gerechtshof Den Haag, fastslog at BV X havde en ældre ret til handelsnavnet end sagsøgte, men som følge af passivitet ikke kunne forbyde sagsøgtes anvendelse heraf. Det præjudicielle spørgsmål for Domstolen var, om det var et krav for at kunne fastslå en ældre rettighed, at indehaveren af denne rettighed kunne modsætte sig, at det yngre varemærke blev benyttet af indehaveren af dette. Yderligere blev der spurgt, hvorvidt en ældre rettighed kunne anerkendes for en tredjemand i en situation, hvor indehaveren af et yngre varemærke havde en ved den pågældende medlemsstats lovgivning anerkendt endnu ældre rettighed, registreret som varemærke.

Domstolen fortolkede artikel 6, stk. 2 i varemærkedirektivet således, at det ikke var et krav for at fastslå eksistensen af en ældre rettighed, at indehaveren af denne rettighed kunne modsætte sig, at det yngre varemærke blev anvendt af dennes indehaver. Domstolen lagde vægt på, at EU-lovgiver ikke ønskede at begrænse anvendelsesområdet for artikel 6, stk. 2, henset til, at en sådan betingelse ville fratage bestemmelsen enhver effektiv virkning. For at opfylde betingelserne i art. 6, stk. 2 er det således tilstrækkeligt, at den ældre rettighed med lokalt afgrænset karakter, er anerkendt i lovgivningen i den pågældende medlemsstat og anvendes erhvervsmæssigt.

I forhold til det andet spørgsmål, blev dette af Domstolen besvaret bekræftende, dersom indehaveren af varemærket og den endnu ældre rettighed ikke på grundlag af sin endnu ældre rettighed kunne forbyde tredjemands brug af sin yngre rettighed.

Læs hele dommen her: https://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=260186&pageIndex=0&doclang=DA&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=4851510

Alka frifundet for at vildlede forbrugerne i reklamer for bilforsikringer

Østre Landsret har frifundet Alka Forsikring for at have vildledt forbrugere i reklamer om bilforsikringer på både TV og Alkas YouTube-kanal. Dette skete efter, at byretten i marts 2021 idømte Alka en bøde på 16,9 mio. kr. for at have overtrådt lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslovs«) forbud mod vildledning.

Det fremgik af sagen, at Alka i 2016 og 2017 har markedsført bilforsikringer som prisfaste, hvis bilen fik en skade. Dette blev markedsført uagtet, at der i forsikringsbetingelserne fremgik, at prisen og dækning kunne ændres med 14 dages varsel efter enhver anmeldt skade. Endvidere fremgik det af betingelserne, at i tilfælde af anmeldt skade, ville forbrugere få udsat en årlig præmienedsættelse og forhøjet deres selvrisiko med 4.000 kr. i det efterfølgende år.

Landsretten lagde i deres afgørelse vægt på, at Alka, uanset deres forsikringsbetingelser, ikke havde gennemført en prisstigning over for en kunde som følge af skade i gerningsperioden.

Landsretten fastlagde, at der ved vurderingen af, om en erhvervsdrivende har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, skal lægges vægt på både de formelle aftalevilkår, men også produktets reelle egenskaber. Den danske Forbrugerombudsmand mener, at et forsikringsprodukts egenskaber er fastlagt i aftalevilkårene og markedsføringen skal derfor stemme overens med vilkårene i denne. Forbrugerombudsmanden vil derfor drøfte spørgsmålet om indbringelse for Højesteret med Rigsadvokaten.

Læs Forbrugerombudsmandens presssemeddelelse her: https://www.forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2022/landsretten-frifinder-alka-for-vildledende-markedsfoering/

Sø- og Handelsretten: Novartis havde ikke retlig interesse i at få nedlagt forbud og påbud på baggrund at et patent, som endnu ikke var udstedt ved sagens anlæggelse

Sø- og Handelsretten afsagde den 17. juni 2022 dom i sagen BS-12527/2022-SHR mellem Novartis AG, Novartis Pharma AG, NOVARTIS HEALTHCARE A/S, Zentiva Denmark ApS (benævnes samlet »sagsøgerne«) og Viatris ApS.

Sagen udsprang af spørgsmålet om, hvorvidt de sagsøgte ville krænke sagsøgernes rettigheder i henhold til et europæisk patent, som endnu ikke var udstedt eller valideret, ved at udbyde, bringe i omsætning, markedsføre og anvende de generiske lægemidler Fingolimod »Glenmark«, Fingolimod »Mylan« og Fingolimod »Zentiva« i Danmark.

Sø- og Handelsretten fremhævede, at det som udgangspunkt er en betingelse for sagsanlæg, at sagsøger har retlig interesse i at få afgjort det spørgsmål, som den anlagte retssag vedrører. Heri ligger ligeledes, at der et krav om, at sagsøgers påstand har den fornødne aktualitet. Eftersom der ikke på tidspunktet for retssagen var udstedt et patent baseret på sagsøgers patentansøgning, fandt Sø- og Handelsretten, at sagsøger endnu ikke havde en ret til patentet, som kunne søges beskyttes i medfør af retsplejelovens § 413.

Sagerne er en principielle, eftersom de er de første af sine slags. Sagerne er kæret til Østre Landsret.

Læs hele kendelsen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/BS-12527-2022-SHR_m.fl._Kendelse.pdf

Sonion vinder over Huawei og Sony i patentsag ved Sø- og Handelsretten

Sø- og Handelsretten afsagde den 21. juni 2022, dom i sag BS-24619/2021-SHR mellem Sonion A/S og Sonion Nederland B.V. mod Huawei Technologies (Denmark) ApS, Huawei Technologies Sweden AB (herefter Huawei) og Power A/S. Samtidig blev der afsagt dom i sag BS-32103/2021-SHR mellem Sonion A/S og Sonion Nederland B.V. mod Sony Nordic Denmark.

Sagen udsprang af spørgsmålet om, hvorvidt de sagsøgte krænkede sagsøgerens patent- og brugsrettigheder på en »Voice Pick Up Bone Sensor«, der indgik i en række høretelefoner der blev markedsført af Sony og Huawei. Sensoren er en teknologi, udviklet af Sonion, der forstærker vibrationer i kæbebenet og kan derfor bruges til at identificere og isolere en stemme. Dette muliggør, at man kan gennemføre telefonsamtaler, hvor stemmen isoleres fra omgivelsernes støj. Produktet med sensoren blev solgt til en underleverandør til Huawei, der senere stoppede salget og Huawei udkom med sit eget headset med en »Voice Pick Up Bone Sensor«, der kunne det samme som den teknologi, som Sonion havde fået patent på. Sensoren var udviklet af selvsamme underleverandør, som Sonion havde solgt til. Senere blev Sony trukket ind i sagen, fordi Sonion sendte et headset på markedet med den samme sensor som den udarbejdet af Huaweis underleverandør.

Sø- og Handelsretten gav Sonion medhold i, at der forelå en krænkelse af Sonions rettigheder og der kunne nedlægges forbud mod Huawei og Sonys markedsføring af de krænkende produkter. Uanset, at Sony og Huawei gjorde gældende, at Sonions rettigheder manglede basis, nyhed og opfindelses- eller frembringelseshøjde, fandt Sø- og Handelsretten ikke, at Sony og Huawei havde godtgjort, at Sonions rettigheder var ugyldige.

Læs kendelsen i sagen mod Huawei og Power: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/BS-24619-2021-SHR_-_Kendelse.pdf?rev1

Læs kendelsen i sagen mod Sony: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/BS-32103-2021-SHR_-_Kendelse.pdf?rev1

Forfatter fra Gorrissen Federspiel

Oplysninger om, hvem der var leverandør til en webshop med negleprodukter var ikke en forretningshemmelighed

Sø- og handelsretten afsagde den 11. april 2022 dom i sagen BS-17442/2021-SHR mellem Codefort Projects ApS (»Codefort Projects«) og henholdsvis »A« og Brand Partners A/S (»Brand Partners«).

Sagen angik primært, hvorvidt »A« og Brand Partners havde overtrådt lov nr. 309 af 25. april 2018 (»den danske lov om forretningshemmeligheder«), ved at udnytte »A’s« information om Codefort Projects’ leverandør af negleprodukter, tilegnet som led i sin ansættelse hos sidstnævnte. Herudover angik tvisten, hvorvidt »A« og Brand Partners havde ageret i strid med god markedsføringsskik, jf. lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022 (»den danske markedsføringslov«), ved at fremtoning og indhold af deres webbutik til salg af negleprodukter, var påstået identisk med Codefort Projects’.

For så vidt angår bruddet på lov om forretningshemmeligheder fandt retten, at de kumulative betingelser efter legaldefinitionen i § 2 ikke var opfyldt, hvorfor der ikke var tale om udnyttelse af en forretningshemmelighed. Retten lagde vægt på, at oplysningerne om Codefort Projects’ leverandør som en generel leverandør af negleprodukter var umiddelbart tilgængelig for aktører på markedet for salg af negleprodukter, bl.a. ved en almindelig søgning på e-handelsplatformen »Alibaba«. Hertil fremhævede retten, at Codefort Projects ikke havde foretaget de rimelige foranstaltninger til hemmeligholdelse af oplysningerne, såfremt der var tale om en hemmelig oplysning.

Derudover blev det ikke anset for godtgjort, at »A« ikke var kommet i besiddelse af informationen andetsteds fra, herunder ved almindeligt branchekendskab, og at »A« og Brand Partners havde anvendt en sådan fortrolig oplysning fra ansættelsen hos Codefort Projects til at etablere kontakt med leverandøren. Det blev i den forbindelse bemærket, at det ikke almindeligt er i strid med lov om forretningshemmeligheder, at man ved ansættelse opnår og udnytter almindelig branchekendskab.

I relation til den nedlagte påstand om overtrædelse af god markedsføringsskik, bemærkede retten at den af såvel Brand Partners som Codefort Projects’ anvendte udformning af deres respektive fremtoning og indhold af deres hjemmesider, var foretaget på baggrund af generisk udbudte standardfunktioner gennem platformen Shopify. På baggrund heraf fandt retten ikke, at der var tale om et så tilstrækkeligt særpræg af Codefort Projects’ stilmæssige fremtoning af webbutik og produkter, at disse burde nyde beskyttelse efter markedsføringsloven.

Som følge heraf, frifandt retten »A« og Brand Partners for overtrædelse af såvel lov om forretningshemmeligheder som brud på god markedsføringsskik efter markedsføringsloven.

Læs resumé her: https://domstol.fe1.tangora.com/Domsoversigt.16692/BS-17442-2021-SHR.2372.aspx

Læs hele dommen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/BS-17442-2021-SHR_-_Dom_til_offentligg%C3%B8relse.pdf

Forbud og påbud vedrørende domænenavne, som krænkede Sketchers U.S.A.’s varemærke- og ophavsrettigheder

Sø- og Handelsretten afsagde den 2. juni 2022 kendelse i sagen BS-6088/2022-SHR mellem Skechers U.S.A., Inc. II (benævnes »Skechers«) som sagsøger og Hi3G Denmark, Telia Danmark, Filial af Telia Nättjänester Norden, AB Sverige, Telenor A/S og Nuuday A/S som sagsøgte (benævnes samlet »sagsøgte«).

Sagen omhandlede, hvorvidt sagsøgte var forpligtet til at blokere for adgangen til domæner, hvor der pågik krænkelser af Skechers varemærke- og ophavsrettigheder. Endvidere var spørgsmålet, hvorvidt de sagsøgte fremadrettet var forpligtet til at blokere for adgangen til krænkede hjemmesider, dersom Skechers gjorde sagsøgte opmærksom herpå.

Hvad angik det første spørgsmål fandt Sø og Handelsretten, at sagsøgte ved at give deres kunder adgang til de af Skechers’ nævnte hjemmesider, medvirkede til en krænkelse af Skechers’ varemærkerettigheder og ophavsrettigheder. Betingelserne for at nedlægge forbud henholdsvis påbud som begæret efter lov nr. 1835 af 15. september 2021 (»den danske retsplejelov«) § 413, nr. 1, 2 og 3, og § 414, stk. 1, var derfor opfyldt.

For så vidt angik det andet spørgsmål fandt Sø- og Handelsretten, at påstanden ikke angik nogen bestemt hjemmeside eller nogen bestemt tredjepart, og følgelig ikke havde den fornødne klarhed og præcision. Hertil lagde Sø- og Handelsretten vægt på, at forbuds- og påbudsreglerne har til formål at indrømme en mulighed for, at Skechers hurtigere og gennem en almindelig retssag kan opnå et judicielt forbud eller påbud. Forbudsinstituttets særlige formål er netop, at give rettighedshavere en hurtig hjælp mod aktuelle eller truende retskrænkelser, hvorimod fremtidige, og ikke på nuværende tidspunkt aktuelle forhold, ikke er egnede til at blive behandlet i en mere sporadisk proces, som reglerne om foreløbige retsmidler medfører.

Læs resumé her: https://domstol.fe1.tangora.com/Domsoversigt.16692/BS-6088-2022-SHR.2374.aspx

Læs hele kendelsen her: https://domstol.fe1.tangora.com/media/-300011/files/BS-6088-2022-SHR_Kendelse.pdf

Go Strøm politianmeldt for tredje gang for uønsket telefonsalg og vildledning

Den danske Forbrugerombudsmand oplyste i en pressemeddelelse af 24. marts 2021, at Forbrugerombudsmanden på ny har politianmeldt elselskabet Go Strøm for uønsket telefonsalg og vildledning af forbrugere.

Den tredje politianmeldelse af elselskabet skyldes opkald i perioden fra juli 2021 til februar 2022 til 75 forbrugere uden indhentelse af forudgående samtykke fra forbrugerne. Derudover har Go Strøm under disse telefonsamtaler vildledt 66 af forbrugerne ved bl.a. at udgive sig for at være forbrugerens nuværende elselskab, give forbrugerne urigtige oplysninger om pengebeløb til gode for eksempelvis en grøn elafgift samt tilmelde forbrugerne en el-aftale hos selskabet uden forbrugernes viden.

De eventuelt indgåede aftaler, som er indgået under telefonsamtalerne, vil være ugyldige, såfremt forbrugerne ikke har givet samtykke til telefonopkaldene fra Go Strøm. På samme måde vil aftalerne, som Go Strøm har vildledt forbrugerne til at indgå, være ugyldige.

Læs hele pressemeddelelsen her: https://www.forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2022/go-stroem-er-paa-ny-politianmeldt-for-ulovligt-telefonsalg/

Forbrugerombudsmanden anlægger retssag mod Tryg Forsikring A/S for at hæve forsikringspriserne uden at varsle prisstigningerne først

I en pressemeddelelse af den 13. april 2022 meddelte den danske Forbrugerombudsmand, at have indledt en retssag mod Tryg Forsikring A/S (»Tryg«).

Det fremgår af sagen, at Tryg over en periode på 4 år havde hævet priserne på privatkunders forsikringer uden at varsle om prisstigningerne.

Tryg’s forsikringsbetingelser har følgende ordlyd »Vi varsler væsentlige ændringer af betingelser og/eller prisen senest 30 dage før forsikringsperioden den udløber«. Forbrugerombudsmanden mente således, at Tryg ikke havde hjemmel til at hæve priserne uden forinden at orientere kunderne derom. Prisstigningerne vedrørte følgende forsikringstyper: Indbo, ulykke, rejse, hus, bil, båd, hund, kat, knallert og motorcykel.

Forbrugerombudsmanden mente derudover, at en forsikringsaftale, hvor prisstigninger ikke ville blive varslet til kunderne, ville være ugyldig. En sådan aftale ville ifølge Forbrugerombudsmanden stride mod reglerne om hæderlig forretningsskik og urimelige aftalevilkår.

Hvis forbrugerombudsmanden får medhold i sagen, vil mange af Tryg’s kunder kunne kræve prisstigningerne tilbagebetalt.

Læs hele pressemeddelelsen her: https://www.forbrugerombudsmanden.dk/nyheder/forbrugerombudsmanden/pressemeddelelser/2022/forbrugerombudsmanden-staevner-tryg-forsikring/